til minde om Laurent „Saxi‟ Georges
Mr Le Baron
12.08.2008der er ingen
il n’y en la pas
du går bare der med dine tynde ben
sammen med fuglene
du ligner en frø
din basklarinet
ligger ude i søen
du har vandet
Mr Le Baron
og en magisk historie
i fipskægget
den spidse næse som en bro
under de plirrende øjne
du er sød Mr Le Baron
du sveder
der er ingen
skjorten er jo ikke sig selv mere
og din hårkrans
du spiller så jeg tror
den blinde mand får synet igen
og den døve
din gule krave sol omkring halsen
min blå kjole
Mr Le Baron
d’ici magnifique
du har jo søen og karpen
og migDug på græsset
26.09.2008Jeg plukker en lille buket fra din have
vandet i søen står stille inde ved bredden
cedertræerne omkring bålpladsen
beboelsesvognen der garanteret er kold om vinteren
toiletvognen du har gjort ren fordi jeg skulle komme
jeg tænker på min far der kørte dødsdrom
og var stærk mand i et omrejsende cirkus
du vil mig det godt Mr Le Baron
du serverer mint drinks
og fortæller hvor vigtigt det er
ikke at have noget i lommerne
når man hænger i en stålwire
med hovedet nedad og spiller klarinet
hen over tusinde mennesker på en plads i en by
jeg tænker på arbejdsløshedsmure
og mænd der hænger op ad dem
arbejdsmandsbukser der er brede hen over røven
med næver begravet dybt i lommerne
bare overarme og smøg i flaben Jean Genet’sk
det kunne være 1950 og det kunne være
fordi du er franskmand og overhovedet ikke en skid
Jean Genet’sk når du render rundt og steger kylling fra Netto
og selv ligner en
du sover garanteret over dig selvom du skal nå toget
du er sød Mr Le BaronTransmission
09.10.2008Is på søen
snart pumpen, Saxi
de hvide lyde danser
nejer
de hvide lyde på søen
i dine bekymrede øjne
de hvide lyde
på kørebanen
hvor hun danser
nejer
breder sine fingre ud
i stjerneformationer
alle pirouetterne
der renser for miner
vrøvler med fingrene
flytter møbler rundt
udreder démencepas på hende, Saxi
dine bekymrede øjne
der breder sig
ryd de hvide lyde, Saxi
délicatement
du griner
pirouetterne
nogen går derfra
men du foretrækker
at de bliver som du siger
uden at være
ligegyldige
På prøve i evighedens evigheder.
Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen. Det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Den er ikke dukket op uden varsel. Den er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse om mit skelet med seks tæer til min næste inkarnation på Mars.
Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men hængslerne på alle døre og vinduer har stået og pebet i stormvejret meget længe og har uafbrudt forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med stormvejr, selvom jeg elsker at få ryddet op i overgemte sager og unyttigt ragelse. Men hvad det egentlig handler om, ville jeg gerne have fod på.
Jeg husker noget vi gik i kødet på for længe siden, at det hører med i vores udvikling, at blive i stand til at forbinde sin følelse af smerte med den smerte, som lever i den anden. I ved, den der bare følger fra vugge til grav, ligesom glæden og kærligheden følger. Men vreden, og måden den kan fortære en på, som slangemad, har måske sit helt eget program.
Min højre fod kører rundt med mig. Det prikker og stikker. Jeg skal helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og forbi knoglen og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.
maleri 2016
Jeg har lovet mig selv
Jeg har lovet mig selv at lade være med at tænke negativt om nogen eller noget i tre uger. Jeg har lovet mig selv at se hvad der så sker med mit liv. Jeg ved godt hvor jeg vil være. Det er ikke en grøft. Det er ikke et sted. Jeg er der allerede. Det er et stade af bevidsthed. Der er intet andet sted jeg kan leve. Jeg skaber himmel eller helvede med min tanke. Jeg bygger med min opmærksomhed. Pas på med hvad du forestiller dig. Du kan ikke have andet end hvad du har i din bevidsthed. Lad en fattig mand sige at han er rig. Lad en svag mand sige at han er stærk. Alting er hans arv. Lad ham kræve sin arv. Jeg har mit. Det kan hvile tungt på mine skuldre. Det er mit eget ansvar. Enhver har sit eget ansvar. Det ville ikke være retfærdigt, hvis jeg skulle bære en anden mands kors. Jeg kan komme på bølgelængde med høj og lav. Jeg trækkes hen imod det jeg bringer mig på bølgelængde med. I dag er i dag. Tiden er nu. Hver dag løber vandet ned over min krop. Hver dag smager jeg på livet. Jeg er en magnet. Mine fingre er magnetiserende. Jeg rækker hænderne frem i strømmen der fører alting med sig også det der ikke er godt. Det ved jeg. Intet kan forhindre strømmen. Mine fødder holder mig forbundet med jorden. Når jeg løfter en fod fra jorden går jeg ind i himlen. Jeg tænker på jorden. Drømmer evigheden.
Fuga
skyggen af vandreren langs stranden krypteret i skyen
shadow of a wanderer along the beach encrypted in a cloud
Japan nature
isfiskeri
ørne er et godt tegn
som skytsengleice fishing
eagles are a good sign
as guardian angles
venter på laks
mennesker og bjørne
kulden tilfælleswaiting for salmon
the people and the bears
the cold in common
Atlasspinder
i løbet af nat tyfonen
kun et kysAtlasspinner
during the night typhoon
just one kiss
space.com
strawberry moon
shines with Saturn tonight
what to expect?jordbærmåne
skinner med Saturn i nat
hvad kan man forvente?
Avaritia
fede fugle
flyver op
skrigendenoget
bærer demtavsheden
forbliver
tavsnoget
fastholder denløgnene
stjæler
hulleti
hukommelsenlyn
læser
skriftenpå
ansigternesom om
ingen
kender tilgerrig
grådighed
Abadigamanden
Undertegnede, Irenea Funes, har modtaget et brev fra Bosnien, dateret 14. august 2004 fra en bekendt, Miladin Vukobratovié, som jeg engang har interviewet. Det er sendt fra en af hans soldaterkammerater, der har haft dette afskedsbrev i sin varetægt i flere år, og derefter har videresendt det.
Jeg har tilladt mig en genfortælling af brevet. Jeg har nemlig aldrig kunnet få ham ud af hovedet siden krigen på Balkan. Var han bare en almindelig mand, som du og jeg? Eller hvem var han?
Det indeholdt nogle digte med overskriften Veje til Drina, på gulnede papirlapper. Digtene er dateret omkring 26. juni 1991, ca. 1 års tid efter at Slovenien og Kroatien endelig, efter mange indre trakasserier, erklærede deres uafhængighed, hvorefter krigen brød ud.
Det hele starter med, at man holder op med at hilse på sin nabo, stod der skrevet, og videre, at han ikke kunne vide, hvordan han ville reagere i den situation, hvor de kom og rev hans hus ned, selvom gryden lige var sat over, og de ville se ham forsvinde som røg, ingen holder tilbage.
Han var blevet ved med at påstå at problemerne ikke lå direkte i staten, men tværtimod i menneskerettighederne i denne stat. Når først niveauet for et vist antal voldshandlinger er nået, overskrides en afgørende grænse, skrev han, og processen vil udvikle sig af sig selv. Staten er forsvundet på dette tidspunkt, og der vil ikke findes noget voldsmonopol. Med grundsætningen ”øje for øje, tand for tand” vil hævnerne træde frem, og folkene lade sig trække med ind i krigen.
Han havde engang spurgt sin far, der selv var kommet fra Gorazde, om hvem de var – om de egentlig var serbere? Faren havde svaret ja, vi er serbere; noget de ellers aldrig talte om i familien.
Hans far havde også fortalt historien om forfædrene. Om dengang i 1566, hvor brobyggeren Hajrudin havde gemt sig i bjergene, og havde gnedet hul på en sten af frygt for budskabet om at broen var styrtet sammen. Den holdt i 426 år. Nu stod den genopbygget over Neretva-flodens kløft, knejsende, som et monument over ødelæggelserne der næsten hermed blev annulleret. Spørgsmålet er så, om den gode symbolik fremover kan vinde over kløfterne, der deler de etniske menneskegrupper.
Det væsentlige ifølge ligheden i vor fælles skikkelse er ét menneskebillede, skrev han. Derfor skulle de forenes som sydslaver og smelte sammen til ét folk. Sådan tænkte imidlertid mange endnu, da det for længst var synligt, at Jugoslavien kun var et folkefængsel – smukt, men utopisk, forklarede han.
Jeg tror han mente noget i retning af, at mennesker hen over hele jorden, trods raceforskelle og hudfarver i det væsentlige er ét menneskebillede. Men at selve individualiteten kun kan beskrives ud fra deres historie og deres folkesjæl.
Hele kontinentet er sygt, sagde han. Ikke kun det omtalte land, men helheden skjult og infamt spaltet, bundet op i en kunstfærdig knude, ingen kunne gennemskue. Som et menneske er angrebet af en kræftknude i et bestemt organ er sygt; ikke blot organet, men derimod hele mennesket!
Hans kone havde ledt efter resterne af børnene på lossepladsen. Hun var flygtet alene sydpå, hvor rygtet sagde, der endnu var fredeligt for muslimer. Man kunne ikke vide, hvem de var, dem der dræbte på den anden side. Var det naboerne, eller importerede militære bander, eller både-og?
Veje til Drina
Forbitrede tåre
din skændsel er tung
som et bjerg af stejle veje.Forlad dit barn som en ven.
Dine stenede flodsenge
vil stå som grå udstrakte sletter
hvor intet kan spire.I denne lyd
vil alt blive afsluttet,
glemt?
Det var som om han blev tvunget til at vælge side, som om der var en slags logik i volden. Det forekom ham, som om den mellemliggende epoke på 50 år efter 1945 med ét var forsvundet som en luftspejling, da infernoet begyndte igen.
Han kom til Beograd på et tidspunkt og ringede til en ven der var soldat, kun nogle kilometer fra det sted de kæmpede. Vennen overlevede. Hans mor var kroat hans far serber, og de havde huset fyldt med serbere, mens de blev angrebet.
Han forblev normal – men der var mange af hans venner fra Bosnien, der blev sindssyge.
Taletiden (-). Dens ophør er uudsigelig.
På øjets nethinde
det forpinte ansigtmit subjekt trænger sig på indefra
vil tage smerten vækser kun billedet
liget af smerten
jeg står i vejen med mit subjekt.
Med disse digte sluttede han sit brev med at sige, at det ikke var sørgeligt, at det ikke kunne være anderledes, men at han måtte sige farvel.
”Der fandtes ikke, og ville aldrig findes nogen uskyldige; at vi skylder den onde skæbne livet, som er os givet; at man ikke kan forlade denne verden til det hinsides, før man falder som en moden frugt, flyvende i et hovedkulds fald, for at ramme den hårde jord. ”
Og med disse, hans sidste ord, fik jeg et glimt af hvem denne mand dybest set var inderst i sit hjerte. Og således udåndede han.
(Alias) Irenea Funes. Sept. 2014
Fiction.