Alt det vi ikke må sige

Alt det vi ikke må sige
alt det vi ikke må sige
alt det vi ikke må sige
for dem der tror, de er på sikker grund
dem der tror, der er en sikker havn
alt det vi ikke må sige
om taktik og magtskifte i en uendelighed, der bare er en opskrift
noget der ligner et forsøg på udligningen af ustabiliteten og konsekvenserne
alt det vi ikke må sige
om den vildeste tur nogensinde
hold på hat og briller!

Alt det vi ikke må sige
om den uforudsete krig, der altid får skylden
alt det vi ikke må sige
om seddelpressen, der arbejder på højtryk
alt det vi ikke må sige
om blodet og dets uforklarlige veje
alt det vi ikke må sige
imellem solskins vemodsfyldte stikken og prikken
til din spirende sjæl, der aner sin egen kraft koncentreret i hjertet
der er din tilgang til at se og sanse det derude igennem det derinde
ordets frigørelse vi er sammenkoblet af som spejl af hinandens øjne og hænder.

Alt det vi ikke må sige
når vi snubler foran døren af de tusinde bjerge, der står skarpe som barberblade i sne
alt det vi ikke må sige
om naturens ånd, der som sten ruller ned ad bjerget og skubber til vor selvovervindelse
løbende henad nervetråde
alt det vi ikke må sige
om bløde metaller vi mister forstanden af og beroligende stoffer pakket ind i gavepapir
absorberet af hud
opslugt af idioter fra himlens stribede giftbaldakiner sivende af frygt og vrede og had
alt det vi ikke må sige
om at vi alle er ét, medens de bruger alle kneb og midler til at få os til at tro, at vi ikke er lige
medens de overtager Jorden hele vejen til Solen som deres ejendom
alt det vi ikke må sige
om kontrol tyranni og tryksværtes omvendte historier
alt det vi ikke må sige
når vi rejser os imod dem vel vidende, at de kun fylder 1% af
alt det vi ikke må sige

Hvert skridt som det er

Anmeldelse fra Niels Kjaer: Udkommer på “Haiku Danmark” og i magasinet Guldsmeden senere på efteråret 2023.

Mona Larsen: “Hvert skridt som det er”

Mange vil kende Mona Larsen som jazz-sanger (og tekstforfatter), men hun er meget mere end det. Hun har arbejdet inden for plejebranchen og har også udfoldet sig som bildende kunstner. Dertil kommer, at hun de seneste 15-20 år har gjort sig bemærket som lyriker, ikke mindst inden for haiku.

Mona Larsen debuterede som digter med den lille fine haiku-samling “Bladene drypper” (Forlaget Ravnerock, 2007) og har siden udgivet digte og haiku, blandt andet i håndlavede privattryk. Endvidere har hun udgivet sine erindringer “Magi i luften” (Vilhelm, 2019). Her i efteråret 2023 er så digtsamlingen “Hvert skridt som det er” udkommet.

Lad det være sagt straks: Jeg er begejstret. Det er en flot bog, som i mere end én forstand spænder bredt. Dels er bogen et slags opsamlingsalbum, der rummer haiku og digte fra alle Mona Larsens tidligere udgivelser, men også nye, indtil nu upublicerede digte. Dels giver bogen eksempler på en række japanske digtformer: haiku, senryu, haibun, haikusekvenser, yotsumono og monoku samt enkelte (mere vestlige) kortdigte. Nogle af digtene overholder de klassiske regler (fx 5-7-5 stavelser), andre gør ikke. Alt dette kunne i en mere ukyndig kunstners hænder være endt som lidt af en rodebunke, men det imponerende er, at Mona Larsen formår at binde de mange løse ender sammen, så resultatet er blevet en afklaret og rolig digtbuket, der fornemt – her kort efter 75 års fødselsdagen – supplerer livserindringerne.

Nogle eksempler på Larsens haiku – bemærk tendensen til at digtene bliver stadig kortere: “Glenten i luften / i udkanten af skoven / en knivspids falder”, “Hvid badehætte / i en sky af hvid kørvel / bruden”, “Ebbe / døgnfluen aner / evigheden” og (titeldigtet) “Jeg går med dette / hvert skridt / som det er”. Intensiteten stiger omvendt proportionalt med antallet af stavelser. Og så en personlig senryu “Jazz om aftenen / sygepasser om dagen / eller omvendt”.

Dernæst et par “one liners” (monoku), der reflekterer dels humor, dels indignation: “Skibakken lukket på grund af sne” og “Pakistanske børn bange for skyfri himmel”.

Endelig en yotsumono: “Korsedderkoppen / svømmer i 800 æg / under høstmånen // leger gemmeleg / under det gullige spind // Jeg fylder min kurv / med karljohansvampe / efter fugtigt vejr // et sted i Sverige / i månens andet kvarter”.

Dette lille udpluk af Mona Larsens digte yder langt fra samlingen fuld retfærdighed. Jeg kunne blive ved længe endnu, men foretrækker at anbefale dig at købe/låne bogen og selv læse den grundigt i små bidder – helst indtil flere gange.

jeg er ingenting

jeg er ingenting
foran ham
med de brændende øjne
de døde søstre
jeg er ingenting
granatsplinter
de døde søstre
de brændende øjne
et frivilligt indslag
til aftenkaffen
et jordbær lytter med
på verdens tomme lærred
bag panserglasset
selvfortrøstende
slipsets brandmærker
skarpskytters løvetand og ridderspore
våben har taget mit hoved på
korsets striber vinker

03.08.2014

Div. oplæsninger 2017-2020

Litteraturfestival: Bag Masken, under Kulturnatten i Dansk Forfatterforening/Strandgade 6.

3 Haibun: “Pjerrot”, “Talte 9”, “Inkarnat”

¤

Salonen, Østerbrogade 222, 2100 Kbh. Ø. Oplæsning v/Haiku gruppen i DFF. 9. febr. 2017.

¤

Karens Minde, Wagnersvej 7. dec. 2017.

“På prøve i evighedens evigheder” Prosa. “Monsun” Prosa.

¤

Karens Minde, Wagnersvej 7. febr. 2018.

“Jeg overlader sandheden” /fra Kig i Græsstrået, efter din sjæl …digtsamling ikke udgivet.

¤

Salonen, Østerbrogade 222, 2100 Kbh. Ø. 23. febr. 2018

København Læser 2018. En magisk aften hvor Østerbro borgere og omegn oplæser deres forfattede manifest.

Jeg læser “Morgendagens Manifest” se opslag under prosa.

¤

Hald Hovedgård. “Tekstens Kerne”v/ Pablo Ljambias. 2.-4. marts 2018. Kursus samt oplæsning.

¤

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. Lyrikgruppen. 28.04. 2018

“Kig i græsstrået ……” “Det ene kan være lige så godt som det andet”. “Jeg efterlader mit ego”.

¤

SAKURA .. Langelinje. 29. 04.2018

læser gamle, traditionelle Haiku.

¤

Ræven & Pindsvinet, Vesterbrogade 176. 02.06.2018

Sammendrag fra “Konkylie Øre”. Udgivet 2016, Forlaget Mellemgaard.

¤

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. v/ Forfatter René Rasmussen. 23.06.2018

Oplæg af “Vækstformer” a´ Niels Peter Borgen. Konkylie Øre afsnit: “Pinligt”

¤

Den Franske Café, Søerne, Østerbro. Spændende møde med Michael Dudley fra Canada/Hanne Hansen, aka “Haiku Hanne” om hans udgivelse “Pilgrimage”. 07.07. 2018
Michael Dudley var på verdensturné.

¤

Malende Musikere, Næstved Arena. 7-10 nov. 2018. Udstilling af 10 billeder, samt koncert 10.11. Recitation fra “Græsstrået, når det fløjter efter din sjæl”, med lydcollage af Simon Toldam.

¤

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. 08.12. 2018
“Vilkårligt væv af forbindelser”.

¤

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. 09.02.2019
oplæsning/3 Haibun

“Bag masken 1” – “”Negl” – “Kend din tid” se under haibun

¤

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. 06.04.2019

Prosa: “Safe the Moose”. se under prosa

“Abadigamanden” -“-

¤

Bogudgivelse “selvbiografi – Magi I Luften” Forlag Vilhelm. Reception i Jazzcub. 31.08.48. 71 år.

Line up. Thomas Clausen (pia) Thomas Ovesen (bass) Alex Riel (dr.) 1 sæt med vokal, derefter oplæsning fra bogen.
stort og succesfyldt fremmøde. Tak.

¤

Karens Minde, Wagnersvej 7. 04.09. 2019.

Oplæsning fra “Magi i Luften” / ” Vi Polaris Rex”.

¤

MENS VI VENTER PÅ NOA. Brøndsalen ved Frederiksberg Have. Maleri/skulptur Udstilling med 18 kunstnere, samt 8 digtere, der agerede DIGTERSTATUER. 26.okt. – 8. nov. 2020

DIGTERSTATUE MONA LARSEN

  1. Begyndelse – sonetkrans
  2. Fire Stykker med Løgn
  3. Konkylie Øre (vilkårligt)
  4. Monsun
  5. Set fra en sofa
  6. Skridt
  7. Digt skrevet til skulptør Trine Jakobsen. “Den turkise skål”
  8. Digt til billedkunstner Louise Thomine: “Jeg ser hende”

Sjælens midterakse

centrum ligger
i København
i Estonia
i Japan
på samme tid

i morgen
ved alle det samme
og hvis ikke før så nu
vil ikke kun hverdagsagtige ting
så som en tepottes leg
på et magisk lærred
tumlende forhekset omkring
som et menneskeliv
blive afsløret

men den selvskabte tid
der slæber rundt på pinslerne
fra tidernes morgen
vil træde tydeligst frem
i sjælens midterakse

Monsun

 

Se månens vaklen oven over snurretoppen
stjernernes rykagtige krympen under
fyrværkeriet i spaltningens forvirrede trin
i natten, hvor regnen vrides
af træernes sorte grene
standser saften i roden
lad os være oaser, der er ikke andet
mens de døde bæres bort
lad regnen tage til
flodernes monsunregn
nedpløjer løsrevne lemmer
drypper dråber i mørnede hjerter
på slagmarkerne
lad os vibrere på engene, sidde på bænke
i parkerne og vente på græs sammen med
de udstødte
give dem trolddom og magi
knusende monsunregn
river dyrene op fra sletternes sand
rækker kroppenes lavastrøm
mod himlen, venter på stormen
mine læber er ferskvandsfisk
gennem flodernes rivende formering
og jeg vandenes moder til svinehjorten
du er min undergrunds blodpøl
min kranieknogle mine evighedshjørner
vi bøjer ilden og krummer horisontens katastrofer
lad træerne flyve uden for vinduet
lad myg forvandle mig