Nu er det tid
til at kaste
sin hud
for at blive
den man er
en mærkbar
stigning
river verden med
månen
drysser
sit døvesprog
bag skyerne
ræven
brænder tavshed
af i skovene
trækronerne
svæver
fremadskridende
som
i en fugas
bløde slæb
barnet er med
i sin egen zone
harmoniernes
rytmiske naturkraft
uden
kalkuleret
værdi
musikken giver
sig selv
kaskader
af lys
går
gennem rustne
døre
finder sit leje
i mine
ører