Hun kastede sig i bølgerne og sank dybt til underjordiske skælv. Tiden forsvandt i øens rige grund af vulkansk aske. Hun sank i mytologien for derefter at klatre op ad de 600 trin til Phira. Tiden forsvandt i murværkets frie form. Ranke smukke kvinder, med fyldte vandkrukker på hovedet og svingende skørter, huggede sit billede ind i klipperne.

Gener er min skulptur, tænkte hun, mit eget Phira skabt af lyset, nedlagt i mine evner. Hun vendte tilbage til trillion-spørgsmålet,  ”hvad kom først? ”. På toppen af verdens tag var det vel naturligt at tænke i disse baner, undskyldte hun sig med.

Var det generne der lavede evnerne, eller evnerne der lavede generne? Ser man bort fra evnerne må man antage, som naturvidenskaben gør det, at det var generne, der lavede evnerne. Altså at stoffet havde tænkt over sig selv. Men hvordan kan stof tænke? Hjernen er kød. Man spiser abe hjerne i Kina. Er det selve kødhjernen, der laver tankerne og forstanden? Hvordan kan stof lave noget, der er dets modsætning, hvad det så end er, ånd måske? Kan stof andet end dø og gå i graven, når ånden har forladt det, som man siger? Emnet kunne få kødhjernen til at kværne videre, naturligvis med andel i den tænkning hun var i færd med.

Hun kom til at tænke på dengang, hun som barn lå på maven og rodede med en pind i jorden efter myrer. Fandt hun nogle, rev hun hovedet af dem. Dengang vidste hun ikke, hvad hun ledte efter. I dag ville hun vide, at der hvor hjernen skulle sidde, ville hun i stedet finde nogle små knuder; nerveknuder og intet andet. Det skulle så være med disse nerveknuder, at myrerne udførte deres arbejde? En adfærd så fyldt med forstand, uden en egentlig hjerne! Så lidt spild, eller rettere intet spild. Så snildt regnet ud, at det var de færreste kødhoveder, man ville tillægge de samme evner. Men det er jo bare instinkt der styrer dyrs adfærd; ikke noget at snakke om, siger de kloge. Arv, instinkt og naturlig udvælgelse, det er hvad det er. Insekter har ingen hjerne, og dog er forstanden til stede, i måden det hele forløber på?

Hendes hjerne fortalte hende, at forstanden er tilstede uden en hjerne. At hjernen eller nerveknuderne er selve redskabet som forstanden bruger, for at kunne komme til udtryk i den fysiske verden. Nøjagtig som en kande fyldes med vand, fyldes hjernen med tanker. Hun måtte gentage det for sig selv. Hun troede et øjeblik at have begået en genistreg.

Hjernen er altså kun selve årsagen til tænkningen. På samme måde som strubehovedet er årsag til, at den luft der indåndes, presses op gennem stemmelæberne for at passere klangrummene i bryst, hals og kranie, for derefter at slippe ud i stemmens klang som sjælens sladrehank. På samme måde som de geniale øreknogler er årsag og virker som springbræt for tonen i den hørbare verden. Hvor fanden kommer så tankerne fra?

Hun var ved at få solstik. Hun kom til at tænke på en dum historie om nogle englændere, der havde indført deres får til Sydafrika. Fårene døde af hedeslag.

Helt uden at skænke det en tanke, spiste hun nogle lækre mahognifarvede oliven, drak noget mere hvidvin og gik i seng for at være udhvilet til næste dag.

Dedikeret det hedengangne Grækenland.