På prøve i evighedens evigheder.

Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen. Det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Den er ikke dukket op uden varsel. Den er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse om mit skelet med seks tæer til min næste inkarnation på Mars. Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men døre og vinduer har stået og pebet i stormvejret meget længe og har uafbrudt forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med det stormvejr, selvom jeg elsker at få ryddet op i overgemte sager, gamle hatteæsker og unyttigt ragelse. Men hvad det egentlig er den knogle vil have mig til at rydde op i, kunne jeg godt lide at få fod på.

Jeg husker noget vi gik i kødet på for længe siden, at det hører med til sjælens udvikling, at blive i stand til at forbinde sin egen følelse med den smerte, som lever i den anden. At det ikke så meget er kødets smerte der forbinder os, men smerten, I ved, den der bare følger fra vugge til grav, ligesom glæden følger os, og kærligheden. Men sorgen, vreden, og måden den kan fortære os på som slangemad, som selve lidelsen vi er programmeret med, fordi vi er mennesker, fordi vi er dem vi er.

Min nye knogle kører rundt med mig, prikkende af lettelse, helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *