På prøve i evighedens evigheder.

Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen, det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Eller også er det en forudsigelse om mit fremtidsskelet med seks tæer, jeg kan bruge i næste inkarnation på Mars. Den er ikke dukket op uden varsel – er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse. Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men det er ikke hængslerne på alle døre og vinduer, der længe har stået og pebet i stormvejret, der uafbrudt har forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med det stormvejr, selvom jeg på den anden side elsker at få ryddet op i overgemte sager, gamle hatteæsker og unyttigt ragelse. Men hvorfor alt det besvær?

Er det ikke meget mere enkelt? Jeg husker noget vi talte om for længe siden, at det hører med til sjælens udvikling, at kunne forbinde sin egen følelse med den smerte, som lever i den anden. At det ikke så meget er kødets smerte der forbinder os, men smerten I ved, den der bare følger os fra vugge til grav – sorg, vrede, måden vi forgår på som slangemad og figenblade, selve lidelsen vi er programmeret med, fordi vi er mennesker, fordi vi er dem vi er.

Min højre fod kører rundt med mig i anklen af bar modig prikken og lettelse. Vi skal helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og forbi knoglen, og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *