Beriget af et får

Jeg var i Jazzcup for at hente en stak af mine egne CD’er. Laura havde sagt at der stadig var nogle på lager, og jeg kunne bare komme. Super, for så har jeg jo både musik og digtsamlinger at tilbyde, når jeg skal udstille lige om lidt i Farum Kulturhus sammen med ”Malende musikere”. Jamen, hvor det kører!

Morten var i gang med at betjene en anden kunde og jeg stod lige bagved og hørte lidt af deres samtale. Kunne forstå at manden med masken spillede guitar, og at han var vild med John Scofield. Der er i øvrigt kun masker, jeg er åbenbart den eneste i miles omkreds, der er helt ved siden af. I Jazzcup tager ingen notits af det, når jeg en sjælden gang kommer forbi. De er altid søde og udpræget overraskede. ”Morten”: Jamen, hej! Er det ikke? ”Jo, hej Morten, hvordan har I det? Og snakken går”. Morten, henvendt til guitaristen: ”Du skulle tage og høre Michael Mantler med Mona, hun synger så smukt på den italienske ECM CD med Big bandet. ” Mig, bagfra og lavmælt med et smil og uden bagtanker: ”Det er ikke for tøsedrenge! ” Guitaristen vender sig om og sender et smil med øjnene. Morten spørger om vi vil have kaffe og kanelkringle. Der er kun os to i butikken udover en læge fra Roskilde, der i øvrigt er flygtning fra Kroatien, han er i gang med sin kaffe og køber vildt ind. Jo, mange tak, Morten, og kaffen serveres oppe foran.

Guitaristen havde allerede sat sig, og stemningen var tilpas afslappet til at jeg også satte mig. Guitaristen: ”Nu kan vi endelig komme til at høre nogle koncerter igen. Jeg hørte Kresten Osgood her forleden”. Mig: ”Ja, det bliver skønt og spændende, om det fortsætter med permanent Corona pas og hele pakken, eller at det viser sig at der er en udløbsdato, selvom jeg tvivler? Ellers må jeg nøjes med afspilleren og de gamle plader og ellers holde fast i mine frihedsrettigheder”. Guitaristen: ”Jeg skal have stikket i morgen”. Jeg spørger kort hvorfor. Jeg vil gerne beholde mit arbejde, siger han. Jeg fortsætter som vanligt, når snakken går i den retning. ”Kan du ikke bare holde fast i at du reelt er fritaget”? Det er for omstændeligt, og hvis jeg skulle lykkes med at komme igennem med det, ville jeg havne sidst i køen i forhold til mine arbejdsmuligheder, hvis du forstår? Jeg er et får, siger han, fordi jeg for alt i verden vil beholde mit arbejde, og fordi jeg for alt i verden skal videre med mit liv. Jeg er ikke typen der spekulerer og bekymrer mig. Egentlig har jeg tillid til det meste, eller også har jeg valgt at have det, uden at gå så højt op i det? Han fortalte om sin teenagesøn og noget om at han var i gang med at bygge om derhjemme så de begge kan være der med det de hver i sær har gang i. ”Hmnn”! Jamen, nej! Jeg gad ikke rigtigt at komme frem med hele Corona søforklaringen, tror han havde forstået det meste, og havde taget et valg. ”Det er jo også en slags erkendelse, at ligefrem vælge at være får”, mæh, sagde jeg.

Så sad vi der, og det var vel ok at fortælle at jeg selv syntes det havde været en meget hård omgang rent psykisk. Hvor meget det havde påvirket mig at opleve hvad restriktionerne reelt havde gjort ved mennesker i almindelighed, så som at hive tæppet væk under de små og større erhvervsvirksomheder – simpelthen være årsag til at folk måtte hive stikket og gå fra hus og hjem. Ja, ingen tvivl om, i mit sind, sagde jeg, at kuren har været og er meget værre end sygdommen. Jeg føler mig nulstillet. Ikke fordi jeg selv er ramt økonomisk, indtil videre, men fordi jeg er typen der har svært ved at tro på min egen fremtid, når jeg ser at det braser sammen omkring mig. Ikke kun hører vi om The Great Reset – nulstillingen af det finansielle system der har spist sig selv op, for at erstatte det med et nyt kontantløst system. Men jeg selv, føler mig nulstillet, gentog jeg. Det har jeg prøvet før, men ikke i den grad. Jeg er heller ikke ung, så jeg skal ikke en hel masse. Men noget skal jeg vel? Og det er her, det kan blive meningsfyldt at føle sig nulstillet. Ligesom sygdom i sig selv kan være meningsfyldt over en tidsperiode, selvfølgelig. Hvordan håndterer man en krise og hvordan kommer man ud på den anden side? Et spørgsmål dukker grangiveligt op i dit sind, fortsætter jeg, spørgsmålet om hvad der er det vigtigste for dig her og nu og fremover? Det er hvad jeg indtil videre har tænkt over og glædet mig over, at det overhovedet er dukket op, det spørgsmål. Det kræver simpelthen et svar, så det handler om at blive hængende, i stedet for at slippe taget. Det er vel egentlig en gave der kan pakkes ud, at stå midt i kaos?

Fåret har lyttet og fortæller om en bog han læser. En vidunderlig historie om et dyr i Tibet, der lever på højsletterne. Det er ikke sikkert at man nogensinde får dyret at se, det kræver også tålmodighed at vente, for måske viser det sig. Man tror det er forsvundet for altid. Det er i hvert fald det, ”Sneleoparden” vil have os til at tro. Den ser os, imens vi tålmodigt venter på at få den at se. Jeg spurgte hvilke CD’er han havde købt… entusiastisk viste han mig tre med den sammen kunstner. Det var så inspirerende at jeg købte dem alle sammen + bogen og en anden bog, der nok egentlig handler om det samme. Katastrofer, og hvad de kan lære os om os selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.