Jeg havde overvejet det længe.

Jeg havde overvejet det længe. Var det mon bare pga. den vanvittige drøm? Skulle jeg virkelig anskaffe mig det monstrum?

Jeg gik igen forbi kælderen, der sælger skydevåben, inde ved Domkirken. Jeg standsede op flere gange for at kigge ind ad vinduet, vel mest for at sikre mig, at der ikke var kunder i butikken. Ekspedienten havde set mig. En yngre mager fyr, vel omkring de 30, almindeligt udseende, lyshåret med skilning i siden, nystrøget skjorte og pæne hænder. Det første jeg ser på en mand er hænderne. Og jeg kunne se dem, da han stod tæt på vinduet og eftermiddagslyset ramte lige præcist. Jeg kunne ikke forestille mig ham med et skydevåben i hænderne. Ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men han lignede mere én der solgte hatte i Illum.

Jeg gik de fem trin ned, nu jeg var kommet så langt. Det var et fantastisk sted, et udfrielsens sted. Han smilede og så mig direkte i øjnene: ”Hvad kan jeg hjælpe med? ” Han trak et par skuffer ud og lagde to pistoler på et grønt klæde. Var jeg med i en film? Jeg valgte den mindste model uden at tænke så meget over det. Jeg havde engang meldt mig til skydning, men det var aldrig blevet til noget, ligesom jeg engang havde meldt mig til badminton, der heller ikke var blevet til noget.

Jeg mærkede pistolen ligge i håndfladen. Den svævede som en banan eller en anden død fugl. Jeg mærkede ikke vægten af metallet og syntes det var åndssvagt at gribe og sigte, som om den havde en eller anden funktion. Men jeg prøvede alligevel med et fjoget grin.

Jeg kunne jo gemme den et sted, man kan jo aldrig vide hvad der venter én. Det kunne vel ikke være så slemt. Men åh, at ende og sådan, hvordan og åh igen, videre var jeg jo ikke i min bevidsthed. Det ord der var så svært at fange. Aldrig mere at være til, lå dybt derinde i øret som at stå der lidt mere sammenbøjet og ikke sige så meget. Hvad? Hvad siger mønsterborgeren? Ikke om jeg så skal stoppe det skide metal op et vist sted, så får de kraftedeme ikke min sjæl.

Der var dog stadigvæk øjeblikke hvor hovedet løftede sig lidt op fra hænderne, og ligefrem et lille smil, lidt vanemæssigt, og bare det at vente på at høre noget andet end det sædvanlige vrøvl. Eller at opdage at man altid et eller andet sted når til en slags afgrænsning der går over i gråt, og hvorfra man kun kan vende tilbage til det samme.