Hvert skridt som det er

Anmeldelse fra Niels Kjaer: Udkommer på “Haiku Danmark” og i magasinet Guldsmeden senere på efteråret 2023.

Mona Larsen: “Hvert skridt som det er”

Mange vil kende Mona Larsen som jazz-sanger (og tekstforfatter), men hun er meget mere end det. Hun har arbejdet inden for plejebranchen og har også udfoldet sig som bildende kunstner. Dertil kommer, at hun de seneste 15-20 år har gjort sig bemærket som lyriker, ikke mindst inden for haiku.

Mona Larsen debuterede som digter med den lille fine haiku-samling “Bladene drypper” (Forlaget Ravnerock, 2007) og har siden udgivet digte og haiku, blandt andet i håndlavede privattryk. Endvidere har hun udgivet sine erindringer “Magi i luften” (Vilhelm, 2019). Her i efteråret 2023 er så digtsamlingen “Hvert skridt som det er” udkommet.

Lad det være sagt straks: Jeg er begejstret. Det er en flot bog, som i mere end én forstand spænder bredt. Dels er bogen et slags opsamlingsalbum, der rummer haiku og digte fra alle Mona Larsens tidligere udgivelser, men også nye, indtil nu upublicerede digte. Dels giver bogen eksempler på en række japanske digtformer: haiku, senryu, haibun, haikusekvenser, yotsumono og monoku samt enkelte (mere vestlige) kortdigte. Nogle af digtene overholder de klassiske regler (fx 5-7-5 stavelser), andre gør ikke. Alt dette kunne i en mere ukyndig kunstners hænder være endt som lidt af en rodebunke, men det imponerende er, at Mona Larsen formår at binde de mange løse ender sammen, så resultatet er blevet en afklaret og rolig digtbuket, der fornemt – her kort efter 75 års fødselsdagen – supplerer livserindringerne.

Nogle eksempler på Larsens haiku – bemærk tendensen til at digtene bliver stadig kortere: “Glenten i luften / i udkanten af skoven / en knivspids falder”, “Hvid badehætte / i en sky af hvid kørvel / bruden”, “Ebbe / døgnfluen aner / evigheden” og (titeldigtet) “Jeg går med dette / hvert skridt / som det er”. Intensiteten stiger omvendt proportionalt med antallet af stavelser. Og så en personlig senryu “Jazz om aftenen / sygepasser om dagen / eller omvendt”.

Dernæst et par “one liners” (monoku), der reflekterer dels humor, dels indignation: “Skibakken lukket på grund af sne” og “Pakistanske børn bange for skyfri himmel”.

Endelig en yotsumono: “Korsedderkoppen / svømmer i 800 æg / under høstmånen // leger gemmeleg / under det gullige spind // Jeg fylder min kurv / med karljohansvampe / efter fugtigt vejr // et sted i Sverige / i månens andet kvarter”.

Dette lille udpluk af Mona Larsens digte yder langt fra samlingen fuld retfærdighed. Jeg kunne blive ved længe endnu, men foretrækker at anbefale dig at købe/låne bogen og selv læse den grundigt i små bidder – helst indtil flere gange.

Div. oplæsninger 2017-2020

Litteraturfestival: Bag Masken, under Kulturnatten i Dansk Forfatterforening/Strandgade 6.

3 Haibun: “Pjerrot”, “Talte 9”, “Inkarnat”

Salonen, Østerbrogade 222, 2100 Kbh. Ø. Oplæsning v/Haiku gruppen i DFF. 9. febr. 2017.

Karens Minde, Wagnersvej 7. dec. 2017.

“På prøve i evighedens evigheder” Prosa. “Monsun” Prosa.

Karens Minde, Wagnersvej 7. febr. 2018.

“Jeg overlader sandheden” /fra Kig i Græsstrået, efter din sjæl …digtsamling ikke udgivet.

Salonen, Østerbrogade 222, 2100 Kbh. Ø. 23. febr. 2018

København Læser 2018. En magisk aften hvor Østerbro borgere og omegn oplæser deres forfattede manifest.

Jeg læser “Morgendagens Manifest” se opslag under prosa.

Hald Hovedgård. “Tekstens Kerne”v/ Pablo Ljambias. 2.-4. marts 2018. Kursus samt oplæsning.

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. Lyrikgruppen. 28.04. 2018

“Kig i græsstrået ……” “Det ene kan være lige så godt som det andet”. “Jeg efterlader mit ego”.

SAKURA .. Langelinje. 29. 04.2018

læser gamle, traditionelle Haiku.

Ræven & Pindsvinet, Vesterbrogade 176. 02.06.2018

Sammendrag fra “Konkylie Øre”. Udgivet 2016, Forlaget Mellemgaard.

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. v/ Forfatter René Rasmussen. 23.06.2018

Oplæg af “Vækstformer” a´ Niels Peter Borgen. Konkylie Øre afsnit: “Pinligt”

Den Franske Café, Søerne, Østerbro. Spændende møde med Michael Dudley fra Canada/Hanne Hansen, aka “Haiku Hanne” om hans udgivelse “Pilgrimage”. 07.07. 2018
Michael Dudley var på verdensturné.

Malende Musikere, Næstved Arena. 7-10 nov. 2018. Udstilling af 10 billeder, samt koncert 10.11. Recitation fra “Græsstrået, når det fløjter efter din sjæl”, med lydcollage af Simon Toldam.

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. 08.12. 2018
“Vilkårligt væv af forbindelser”.

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. 09.02.2019
oplæsning/3 Haibun

“Bag masken 1” – “”Negl” – “Kend din tid” se under haibun

Dansk Forfatterforening, Strandgade 6. 06.04.2019

Prosa: “Safe the Moose”. se under prosa

“Abadigamanden” -“-

Bogudgivelse “selvbiografi – Magi I Luften” Forlag Vilhelm. Reception i Jazzcub. 31.08.48. 71 år.

Line up. Thomas Clausen (pia) Thomas Ovesen (bass) Alex Riel (dr.) 1 sæt med vokal, derefter oplæsning fra bogen.
stort og succesfyldt fremmøde. Tak.

Karens Minde, Wagnersvej 7. 04.09. 2019.

Oplæsning fra “Magi i Luften” / ” Vi Polaris Rex”.

MENS VI VENTER PÅ NOA. Brøndsalen ved Frederiksberg Have. Maleri/skulptur Udstilling med 18 kunstnere, samt 8 digtere, der agerede DIGTERSTATUER. 26.okt. – 8. nov. 2020

DIGTERSTATUE MONA LARSEN

Begyndelse – sonetkrans
Fire Stykker med Løgn
Konkylie Øre (vilkårligt)
Monsun
Set fra en sofa
Skridt
Digt skrevet til skulptør Trine Jakobsen. “Den turkise skål”
Digt til billedkunstner Louise Thomine: “Jeg ser hende”

Knæk dig, gulv!

Jeg stod i det med begge ben, pludseligt, sådan føltes det; alt det, der havde ligget skjult i skyggen, som var blevet udelukket fra bevidst adfærd og værdinormer. Deri fandtes drømmenes uudgrundelige verden, fantasiernes kreativitet, de mystiske tilbøjeligheder og de besværlige følelser.

Muligheden er der i krisetider. Muligheden for, igennem forandring, at finde ind til sig selv på ny.
Og det siges, at mødet med den virkelige personlige omvæltende krise, ligger omkring 40 års alderen. Joh, tak!

Når alt kom til alt, udfordrede tilværelsen også min definition af sandhed. Jeg vidste det godt et eller andet sted, at der var noget der skulle kigges på. Sjælen kræver sin ret, eller bliver kødædende.

Jeg gjorde noget andet, der trodsede en søgen efter en rationel opklaring. Jeg ville jo leve. Og i stedet for at prøve at gøre mit liv forståeligt over for en professionel terapeut, dansede jeg. Jeg dansede en dans der lignede noget jeg ikke kendte eller nogensinde havde set. Det var en måde at bevæge sig på, jeg ikke havde en knage på. Men jeg forstod heller ikke helt min hat. Jeg dansede, eller rettere bevægede mit legeme rundt i alle kroge af dets selv hver dag i 1½ år. Til sidst begreb jeg min mangel og blev belønnet i den store eurytmisal på Vidar skolen.

Det var ikke kun farverne og duftene der vendte tilbage og blev stærkere. Det var først og fremmest en anerkendelse af hvem og hvor jeg var. Det var de synlige aftryk af den usynlige verden, som en ekstra sans, der trådte frem i fysisk form på gulvet og fulgte med mig hjem.

En særlig oplevelse var det, da jeg vågnede og så det hele oppefra. Der stod stenmanden ved min sengekant og åd sten og sagde: ”Nu har du set mig. Nu er din opgave at forskønne mig, for jeg vil blive ved at gå ved din side til dine dages ende. ”

Man skal ikke affærdige sådan noget, selvom det foregår i en tusmørketime i den korte sekvens, hvor natten glider over i dagen og udvisker skellet imellem modsætninger.
Jeg tror ikke man kommer sandheden og sig selv nærmere.

Min stenerindring
oprejst ved fire vinde
et kors i sindet

Jeg er…

denne længsel, efter jeg ved snart ikke hvad …det der bare sker, efter langstrakte tidsrum, hvor ingenting i virkeligheden er sket, bortset fra langsom nedbrydning af skovbundens stubbe til sole af tusch, sejler ud af skykugler.

…denne længsel, konstant flydende, som i græsstråets urgamle væv …denne længsel, indgroet i planetens menneske billede, prisgivet oblaten, der klistrer til min drøbel.

Jeg tænder komfuret
kaffen koger over
en fjern galakse

Pulterkammer museum.

Udvejen ligger i drømmekategoriers hemmelige indgang
i loftets fiksstjerne frontale lem, med lettere drugs drys.
Sådan noget som nådens Novokain hældt direkte ud over pulterkammerets
museum, da jeg faldt over ledningen fra min fastnettelefon.

Pupilkrampers
lokalbedøvende digts
støvbunke hvirvler

Jeg savner dig og hele måden. Dine opkald fra mor og de andres hilsner og nogle gange spørgsmål om dit og dat, man ikke behøvede at vide noget om for at leve og overleve. Det var der nemlig andre, der havde studeret, man bare kunne spørge, og de kiggede direkte på én og nogen med et smil omkring munden, når man spurgte, uden at de skulle hive ledninger og høretelefoner ud af ørerne. Vi var ikke spundet ind i bredbånd, men kun i hinandens energier og vind og vejr, der opførte sig nogenlunde som vind og vejr dengang opførte sig.

Gamle stikpillers
ærlige telefonfis
better than nothing

Negl

Mine negle vokser helt ad helvede til. Det er lidt mærkeligt, at der er så meget krudt i de negle, som om al saft og kraft er gået til neglene, og for den sags skyld til håret. Nå ja, håret er pjasket, det bliver aldrig længere end til skuldrene, spidserne klippes, når de pisker rundt om nakken. Jeg har ellers tænkt at jeg ville prøve at have langt hår én gang i livet – se hvordan jeg så tog mig ud, helt udvokset.

Jeg kigger på min tommelfingernegl, den har en pæn facon, pænt buet og ikke en plet. Den negl har jeg kigget på og beundret eller nærmere undret mig over, at den var så interessant, tusindvis af gange. Gjorde det meget som barn, det samlede mig, skabte fokus på en måde. Min skide negl, og det er den foretrukne på venstre hånds tommelfinger.

Jeg har tænkt lidt over det, og det er måske ikke så mærkeligt når negle indikerer noget om sygdom, toksiner eller en forførende femme fatale, hekse, vampyrer og den slags underbevidst mytisk forurening.

energierne
af primale instinkter
klamrende til liv

Bag masken 1

Hun sidder i stuen som symbol på et essentielt princip i tilværelsen, en indre dynamik afspejlet i måden hun holder på blyanten, mens hun pulser løs på cigaretten over kryds og tværs ‘en. Højre ben, der krydser venstre, svinger under bordet fra knæet og nedefter frem og tilbage, frem og tilbage, som et pendul lidt ude af takt.
Panderynken holder på det, der aldrig bliver sagt. De nedarvede rodfæstede holdninger sidder mellem brynene og holder sig skjult på ubevidste niveauer, og myten: ”Alle kvinderne i vor slægt har været skuffet over deres mænd”, sidder i svedperlen på overlæben og meddeles mangfoldigt og subtilt.
Hun løfter blikket fra ugebladet og klirrer med kaffekoppen, smiler lidt mens hendes øjne standser ved min knap i halsåbningen.
Hun er vel egentlig en fortættet struktur i mit eget spejl, som vi sidder der en helt almindelig fredag, hvor efterårssolen tegner flimrende skygger på terrassedøren.

smilende Pjerrot
indrammet på en støvet
amagerhylde

Hestekastanje

Træet, der står så alene bag ved huset, er bare en Hestekastanje. Nå, bare? Frugterne skal da indsamles, ikke spises.

En kastanje i hånden, glat og fyldig. En glæde, man altid kan regne med.

ungen er fløjet
men lommerne er fyldte
med tændstik mænd

Nu er man vel selv en kastanje. Knapt så hård og glat, men stadig fyldig. Et støvfang på et kistelåg flagrende i vinden. En frugt der forlader sit træ igen og igen, som blæsten rusker og former fremtiden.

hesten skal have mad
og jeg et skyggefuldt sted
alt er bare godt

Continue reading →

Tilnærmelse til en venligsindet alien.

Jorden er i virkeligheden et bølgende fiskenet på et hav. Trawlet slæber fyrtårne og vindmaskiner rundt om klodens mavebælter som pejlemærker. Nedtællingen er for længst begyndt under regnbuen.

Forestil jer hajer og demagoger side om side med andre delinkventer. Eller bare almindelige dødelige politikere hængende i nettet, for ikke at tale om kroppene fra det uendelige blå. Det er ikke noget kønt syn. Løfteraketternes køleanlæg er i brænd.

Jeg slap med skrækken og sidder nu på en raket med ild i røven på vej til Venus. Suser forbi en måne. Glæder mig til endnu en dejlig dag, og vil rapportere om sikkerheden herude.

Hov, en komet, eller er det en jordbærmark? Hvad med mit hår, sidder det ok?

programmerer
underbevidsthedens
nye print

På togstationen

På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker. Jeg tænkte straks – en hjemløs! Jeg gik forbi ham som alle andre.

Hvad kunne jeg have gjort – bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, jeg ikke kunne passe? Men så ville jeg komme til at svigte dem der ventede på mig – man har vel altid en undskyldning. Jeg kunne vel i det mindste have givet ham de par kroner, jeg tilfældigvis havde i lommen.

Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvede! Men hvad skal jeg gøre næste gang i et pengeløst samfund? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?

Jeg driver
ind i fremtid
affortryllet