Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmet er den enormt godt skrevet.

af Jan EriksenPubliceret 27/09/2019 i Bøger/Musik

BØGER // ANMELDELSE – På et tidspunkt med stigende centralisering og fokus på kendiseffekt i bogbranchen er det positivt, når en af de kunstnere, der aldrig nåede fra kultursiderne til forsiderne, får chancen for at fortælle sin historie. Hvis den da vel at mærke er relevant for andre end skribenten selv. Det er Mona Larsens selvbiografi Magi i luften, skriver POVs musikredaktør Jan Eriksen i sin anmeldelse.

Der findes et særligt begreb i musikverdenen; one hit wonders. Kunstnere/sangskrivere, der opnåede stor kommerciel succes med et enkelt hit og som et langt liv derefter for altid blev og bliver forbundet med denne ene sang uanset, hvor meget man i øvrigt nåede at berige sig selv og andre med sin kunst.

Den danske sangerinde Mona Larsen er så langt fra et one hit wonder, som tænkes kan. Men for rigtig mange danskere vil den internationalt anerkendte jazzdiva nok alligevel for altid blive forbundet med Halberg Larsen-hittet ”Magi i luften”.

Nu har Mona Larsen udsendt en selvbiografi under samme titel som denne popklassiker. Det fremgår tydeligt, at forfatteren har et splittet forhold til sangen, der blev indspillet i 80’erne. Man forstår, at det vist mere er forlagsredaktørens end hendes egen ide med den titel. Dengang gjorde hun sig i et delvis frikvarter fra jazzen som rocksanger i Halberg Larsen, der nåede at indspille fire album. Det var en æra, hvor danskrocken (efter model Toto) var stærkt præget af musikernes rødder i jazz og funk.

Ikke at Mona Larsen tager afstand fra sin rockperiode, nej, hun er er stolt. Med god grund. Lytter man til de gamle Halberg Larsen-plader i dag, anes en vis gensidig påvirkning mellem Mona og Sanne fra Sneakers.

Hun skriver reflekterende, indimellem med stor psykologisk indsigt, andre gange må man gætte. Var Mona og den storcharmerende trommeslager Henning Wellejus kærester? Vistnok

Men Mona var og er også meget andet. En overlever, der overvandt en opvækst i en mildt sagt dysfunktionel arbejderfamilie, halvt drømmende, halvt syngende med en stigende dedikation til kunsten, først og fremmest jazz. En kvinde, der i en alder af 71 kan slutte sin biografi med denne livskloge betragtning: ”Jeg vil aldrig helt undvære fastlagte timers logik, men gerne overgive mig til intuitionen”.

Øretæver i luften

I den første del af bogen, hvor Larsen beskriver sin barndom med en drikfældig, suicidal far og en mor, der aldrig rigtig var der følelsesmæssigt, kørte en sort/hvid socialrealistisk film i mit hoved. For Mona Larsen er en velskrivende, sanselig skribent. Man er med i Forum til seksdagesløb og fornemmer cyklerne drøne rundt i cigarettågerne. Man fornemmer den særlige vibe i jazzklubben La Fontaine, hvor Mona Larsen som ganske ung fandt sig selv og sit ståsted i jazzmusikken. Tidsbillederne står i kø.

Hun skriver reflekterende, indimellem med stor psykologisk indsigt, andre gange må man gætte. Var Mona og den storcharmerende trommeslager Henning Wellejus kærester? Vistnok.

Historien om at søge nye veje, når tiden overhaler, er altid interessant. Også når det gælder mennesker, der har viet deres liv til kunsten

De senere år har Mona Larsen dyrket maleri og digtekunst. Og som i abstrakte malerier og digte overlader hun det af og til til læseren selv at tolke. Sådan lidt drilsk, distræt.

Noget overrumplende skjuler Mona Larsen til gengæld intet, når det gælder hendes indimellem omkostningsfulde valg af mænd sidst i 70’erne og op gennem 80’erne. Især den første kæreste, en jazzmusiker, som hun ellers var blevet advaret imod, opfører sig som et svin. Igen og igen. Der er tæv i luften.

Den enlige cd med hans navn på coveret, jeg har stående på hylden, kommer næppe på afspilleren foreløbig. Senere finder hun blandt andre sammen med pianisten Kaare Barkou, med hvem hun får datteren Julie Maria, der blev sanger og sangskriver ligesom sin mor. Julie Marias fine album fra 2017 Danse til vi dør lever i øvrigt desværre en noget upåagtet tilværelse i rockannalerne. Heller ikke det forhold, inklusive et par meget tilstedeværende svigerforældre, var for alvor lykkeligt. Senere bliver den meget rejsende stjernebassist Bo Stief Julie Marias stedfar i nogle år.

Et fint tidsbillede

Biografier bliver ofte til en lidt skøjtende tur henover begivenhederne, men Mona Larsen er grundigheden selv, når hun beskriver sin musikalske udvikling, sin passion for musikken, sit mangeårige samarbejde med diverse jazzorkestre og musikere i ind- og udland, sine kampe for at få mor/hverdag og kunst/diva til at hænge sammen. Med i farten får hun også sin kamp med anmelder Torben Bille, der anmeldte en af hendes soloplader meget nedladende.

Mona Larsens pen har sin egen humoristiske tone og distance. Som i denne passage om dengang i skulderpude-årtiet 80’erne, hvor musikere og yuppier blev meget rige, og resten af befolkningen var på kartoffelkur:

”Jeg tror ikke, jeg kendte nogen, der havde et Rolex ur og Porsche. Jo! Vent nu lidt. Der var måske alligevel et par stykker, og fik jeg ikke også en gang en tur i en Porsche”.

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet, et fint tidsbillede, en god fortælling om en af de største danske jazzdivaer – om et menneske, der har oplevet mange tab, men aldrig tabte sig selv eller blev offer

Det kan blive for meget med grundigheden. For eksempel beskrives musikalske rejser i Østen og Europa med en så stor detaljerigdom, at de fik mig til at tænke på barndommens lysbillede-aftener, når venner af familien havde været på tur. Det har givetvis været udbytterigt på alle måder at deltage, men der går opremsning og rejseblog i den.

Indimellem skøjter forfatteren. Stoppede Halberg Larsen bare sådan ‘knips’ fra den ene dag til den anden, fordi hun og de andre ville noget forskelligt? Jeg kunne også godt have tænkt mig noget mere om hendes sociale arbejde de senere år, hvor hun ender med at ryge i en sparerunde.

Historien om at søge nye veje, når tiden overhaler, er altid interessant. Også når det gælder mennesker, der har viet deres liv til kunsten.

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet, et fint tidsbillede, en god fortælling om en af de største danske jazzdivaer – om et menneske, der har oplevet mange tab, men aldrig tabte sig selv eller blev offer.


Mona Larsen: “Magi i luften”, Forlaget Vilhelm. Er udkommet. 

hun er på Facebook flip totalt inderligt knepper hun emojis på Messenger løber til og fra hele tiden for at se om der er rullet nye ind hun trykker på stjernestunder med indbildte gestalter som i medrivende romaner mens hun tæller til 30 langsomt trækker vejret dybt og Facebook kroppen skriger efter at modtage stødet når det endelig introducerer sig selv som om verden strømmede ind i  det

Sommetider gør jeg noget
for morgendagen og dens ukendte digte

Sommetider hænger jeg nervøst i sitrende ganglier
omkring lidelsernes dam

Sommetider begraver jeg verdens lille skarpe økse
dybt i min brede idiotiske ryg
så verden kan se mine bagudtænkte sandheder

(hvis ikke andre er skyldige, er jeg, nogen må jo være det)?

Sommetider banker nuets angst fra øje til røv
bagved dumhedens slæde

Sommetider trækker nogen mig op ved håret
når jeg har surfet for længe på flodens dårlige ånde

Sommetider spirer kløver
på blodigt muddervand

vågen, vækket
alt for vågen
alt for vækket

med alt mit

som om
det var marts’ klare strålers magt
der vækker isfugl fra verdens bedøvelse

som om
det var april ja, ja,
der vil strække os ud
uden ord og skik og brug

holde hænder og fødder fast
som om vi aldrig vil skilles

som om
det var maj der vil vokse
imellem øst og vest
ud over den fred der overgår al strid

som om
jeg var vågen
vækket

Glyptoteket og Palmyra

Gingo på stedet d.d.
PALMYRA

afsondret i sand
imellem to stormagter
Palmyra, som nu

balsamisk duft af
myrra, nardus og kanel
præsterne chanter

DEGAS

verden af bronzer
kroppe vredet af led
man tror de’ gas

MUSEET

vinterhavens skønhed
som en klode i rummet
resten er fortid

tætpakket program
romerske festmiddage
med fråds og drømme

døden går i et
med de hvide trappesten
hvin fra Tivoli









anbefaling af “Magi i Luften” fra Ole Haupt

Jeg var til bogreception på MONA LARSENs selvbiografi ” MAGI I LUFTEN “. Fra en barndom, alt andet end en dans på roser, op gennem en mere eller mindre turbulent ungdom, til at blive en pop, rock og ikke mindst jazzsanger i verdensformat, med et fundament som alle X-faktor kandidater kunne lære meget af. Ud over det historiske, giver hun også filosofiske betragtninger om tilværelsens ulidelige lethed.
En yderst velskrevet og anbefalelsesværdig biografi .
forlagetvilhelm.com )

Vidstrakt


Jeg sidder her med min forhudsforsnævring / nårh nej, jeg har jo ikke sådan én / joh, jeg har faktisk sådan én, men så hedder det vel fissehudsforsnævring / og hør lige / det handler ikke en skid om min seksualitet / jeg sidder her og har ingen / men jeg mangler mobilepay / en you tube kanal så jeg kan blive snoozet lige nu og her for den jeg er og ikke den jeg var / jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / til næste dronningerunde / lån mig et tørklæde / en paryk / en politistav what ever / jeg vil være med / i det næste øjebliks hvide blinkende tomhedsøjeblik / jeg vil se mit rovdyr i øjnene / der er så meget jeg ikke kan fortælle dig om min medskyldighed / men jeg er et træ, der folder kronen ud, fordi vinden kalder på den / jeg flytter mig ikke / jeg er hård / alene og rank / Jeg vil være med / jeg vil være med / jeg vil være med / indirekte med stammen for at uddrive skammen / og den næste sætning vil alligevel aldrig fortælle sandheden / det er sandsynligt men det kan også være, hvad det ligner / og for at være ærlig / jeg er vidtstrakt med risiko for at komme til at opdage noget helt nyt /

Barnet

20.09.2019

Jeg holder en bog med titlen ”Mit barn”, den smukkeste bog jeg nogensinde har holdt.

Det er fordi jeg aldrig mærkede duften af mit eget barn.

Jeg havde ingen næse, jeg havde ingen mælk.

Nej, den er smuk uden mig, jeg var ingen.

Jeg fødte mit barn i en ufærdig eufori af elle sump.

De skyndte sig væk med hende.

Hold dig til stien, rigkær og avneknippe, sumpen er bundløs.

Jeg dræbte mit første barn.

En pincet trak ham op af en skål.

Han var 5 cm orm med fiskeøjne.

Jeg kendte ikke til gråd.

Nattens døre var uden håndtag.

Mit tredje barn tabte jeg ud af skødet imens jeg sang.

Jeg græd ikke.

Jeg talte 3 linjer på højre hånds ulnarside.

Regnen giver sin regn tilbage til jorden.

Sommeren sætter sine æbler.

Jazz Special – anmeldelse

Af skønne sangerinder med stor nysgerrighed og spændvidde i deres tilgang til musik, har vi en pæn håndfuld herhjemme, som burde få fingeren ud og give os indsigt i deres rigt facetterede liv. Mona Larsen har længe været en af dem, og nu har hun gjort det. Hudløst, åbent og ærligt. Titelvalget er forståeligt, men måske lidt utilstrækkeligt, for selvom ”Magi I Luften” blev den sang, der har gjort hende kendt langt ind i eftertiden, er det efter få kapitler tydeligt at Mona er så meget mere end et pophit: Et alsidigt musikalsk, dybt, kreativt og filosofisk menneske, der har taget nogle styrtdyk i livet med hovedet først, og truffet nogle svære, men afgørende valg i løbet af sin karriere. Det indgyder stor respekt og præger læsningen fra begyndelsen.

Mona Larsen fortæller i et direkte sprog, uden at lægge fingre imellem og med stor detaljerigdom, for som hun udtrykker det tidligt i bogen, har hun en elefants hukommelse. En sjælden gave, som kommer læseren til gode. Der er barske fortællinger iblandt, og Mona skåner ingen. Et liv i fattigdom på 1950´ernes Østerbro ind i mellem fortalt med stor humor, men hvor dybe ar i fortiden afslører sig: Det skrøbelige forhold til moderen, en alkoholiseret far som ender med at tage livet af sig, og en voldelig og besidderisk ungdomskæreste. Hvem skulle lige tro det om Per Carsten. Mørke episoder, der afføder stor udbrydertrang hos en mærket, men eventyrlysten, talentfuld ung sangerinde, der beruset af livet vil frem, men som også insisterer på at have sig selv med hele vejen. Der bliver plads til pauser, privatliv og periodevis tilbagetrækning fra musikken.

Året 1978 bliver afgørende for Mona Larsen, og igangsættende for en lang række store højdepunkter. Det er også de afsnit i bogen, hvor læseren bliver fodret godt. Det hele åbner sig med vigtige begivenheder og musikalske møder. Koncerter i Montmartre med tidens største musikere fra ind- og udland, mødet med Poul Halberg og en efterfølgende intens periode med turnéer og fire studiealbum med Halberg-Larsen, solokarrieren fra 80´erne og frem, Radiojazzgruppen, turnéer med WDR Big Band, Rock i Afrika, tæt samarbejde og indspilninger med Thomas Clausen, Jørgen Emborg, Michael Mantler, optræden med Herbie Hancock og meget mere. Indimellem taber man pusten, det går næsten for stærkt, og man kunne godt ønske sig at Mona sætte tempoet en anelse ned i fortællingen, og dvælede endnu mere ved de store hovedstationer midtvejs i bogen. Men meget skal formidles på få sider, og vi er oppe at flyve. Ude som hjemme, inde som ude.

Bogen læser hurtigt sig selv og man sidder, på trods af de til tider lidt voldsomme overgange mellem karriere og privatliv, tilbage med en god fornemmelse og en dybere indsigt i et menneske, en datter, en kvinde, en mor og en sangerinde, som har fulgt sit hjerte hele vejen. Også i de store kriseperioder i privatsfæren, hvor det bestemt ikke er gået stille af. I sidste del af bogen, hvor Mona fortæller om perioder med arbejdsløshed, møder i jobcentret og det faktum at man ikke kan leve af musikken og kunsten alene, stiger respekten yderligere. Mona Larsen er ærlig omkring alle overvejelser i sit liv, og historien om den lange adskillelse og genforeningen med datteren Julie Maria, og den stolthed og støtte, der gives udtryk for her, åbner for tårekanalerne. Tak for den, Mona!

                                                                                                                                   Brian Petro

Forlaget Vilhelm. 228 s. Illustreret.