Hvilken chance!

Muligheden for at blive det hele menneske, du er skabt til at blive, ligger latent indbygget i dit DNA. Du ved det måske bare ikke? Det kan blive din livsvej ikke at vide, indtil du når det punkt, hvor klarhed overskyller din tågedis, og det kan man nok sige, om alle livets mærkværdigheder, da livet vel i sig selv dybest set, uden menneskelig indblanding, er en klar, naturlig og gennemskuelig tilstand; bare spørg en sten, en blomst, eller en regnorm?

Min far var en smuk mand, rent fysisk, det kunne jeg se, helt frem til da jeg blev 10 år. Da fik jeg en anderledes skæbnesvanger dosis indprentet i mine knogler, i mit hoved og i mit blod. En dosis, der dog ikke ændrede mit syn på, at han var en smuk mand, men måske fik mig ind på en lidt besværlig, hvad ved jeg, nødvendig vej, til at nå frem til der, hvor jeg nåede frem.

Min far var en ensom mand. Ja, det kan jeg sige, uden at jeg nogensinde fik bare et lille indblik i hans tanker og følelser, og hvordan de påvirkede ham. Og det er jo netop hele miseren. Hvem var min far?

Hans handlemåder, i familien, med hustru og tre børn, har naturligvis haft sin indvirkning på mange måder, også i hans datters liv, altså mit.

Men hvad var det ved min far, der fik en så stor indflydelse, at jeg kan sige, at jeg føler mig ramt. At jeg kan sidde her og fuldstændig erkende, at siden jeg blev vækket som ung pige og blev kvinde, har jeg grebet ud i verden med famlende hænder og hjerte, når det gjaldt kærligheden til en mand.

Min far forgreb sig aldrig fysisk på os. Men hans psyke virkede lammende på min mor, bror og på mig, men ikke på min storesøster. Hans smukke krop, han spændte ud, men kun i fuldskab, hvor vi børn endelig fik lov til at hænge på ham og lave kolbøtter på hans stærke udbredte arme, når han stor og mægtig, som ham på korset, brugte al sin muskuløse styrke på at holde sig selv i positur, så vi ikke faldt og kom til skade, før han selv faldt.

Mystikken, han udstrålede. Mystikken i hver en fiber i hans levende krop. Mystikken i kærligheden og i sorgen, han måtte mærke, men aldrig lærte og derfor levede sit muldvarpeliv, indtil det dukkede frem i selvmedlidenheden og i tragikken, og blev skyggerne i mit forhold til kærligheden.

Jeg lærte dog en mand at kende, som jeg ikke kunne kalde mystisk, men mere almindelig og ligetil i sit forhold til andre mennesker. Han blev min sjæleven, men aldrig min elsker. Hvor heldig og lykkelig med det, kan man egentlig være?

Mændene jeg begærede og levede med i kortere eller længere tid, bar derimod et skær af mystik over sig.  Hvis der derimod ikke var noget særligt mystisk, blev forholdet hurtigt gennemlyst med mit erfarne rovfugle blik, og interessen forduftede lige så hurtigt. Det var nemt nok.

Men meget har jeg lært om vold og psykisk terror, som jeg har lært om mystikkens dragende tilstedeværelse i erotikkens afhængighed og nogle gange med den og ret formildende, dog udsynet til en verden, der var større end mig og den, bedre sent end aldrig. For enden af denne tunnel, må kærlighedens mere stilfærdige sider ligge og vente på mig?

Under alle omstændigheder tror jeg efterhånden, at livet i sig selv, uanset vejen og stenene der vendes, er kærlighed, hverken mere eller mindre.

Dødsårsagens naivitet, eller for dum til at dø

jamen, er jeg da naiv
bag mine øjenlågs fladdrømme
dum og hjerteløs
som brænde fra opsprættede træer
og på trods af al det papir
alligevel askedum nok i mig selv

med talløse mundfulde af luft
smagt på kalk og sne og kys
alligevel tvivlende om hvem
jeg måske er ind imellem
urnerne og nuerne

jeg her, jeg og mig selv og mig
jeg der kan sige dig alt om lys og det hvide
om nattens nætter på en seng af søm
fugleflugt og Red Barnets kampagner
nu føler jeg mig for dum til at dø

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmet er den enormt godt skrevet.

af Jan EriksenPubliceret 27/09/2019 i Bøger/Musik

BØGER // ANMELDELSE – På et tidspunkt med stigende centralisering og fokus på kendiseffekt i bogbranchen er det positivt, når en af de kunstnere, der aldrig nåede fra kultursiderne til forsiderne, får chancen for at fortælle sin historie. Hvis den da vel at mærke er relevant for andre end skribenten selv. Det er Mona Larsens selvbiografi Magi i luften, skriver POVs musikredaktør Jan Eriksen i sin anmeldelse.

Der findes et særligt begreb i musikverdenen; one hit wonders. Kunstnere/sangskrivere, der opnåede stor kommerciel succes med et enkelt hit og som et langt liv derefter for altid blev og bliver forbundet med denne ene sang uanset, hvor meget man i øvrigt nåede at berige sig selv og andre med sin kunst.

Den danske sangerinde Mona Larsen er så langt fra et one hit wonder, som tænkes kan. Men for rigtig mange danskere vil den internationalt anerkendte jazzdiva nok alligevel for altid blive forbundet med Halberg Larsen-hittet ”Magi i luften”.

Nu har Mona Larsen udsendt en selvbiografi under samme titel som denne popklassiker. Det fremgår tydeligt, at forfatteren har et splittet forhold til sangen, der blev indspillet i 80’erne. Man forstår, at det vist mere er forlagsredaktørens end hendes egen ide med den titel. Dengang gjorde hun sig i et delvis frikvarter fra jazzen som rocksanger i Halberg Larsen, der nåede at indspille fire album. Det var en æra, hvor danskrocken (efter model Toto) var stærkt præget af musikernes rødder i jazz og funk.

Ikke at Mona Larsen tager afstand fra sin rockperiode, nej, hun er er stolt. Med god grund. Lytter man til de gamle Halberg Larsen-plader i dag, anes en vis gensidig påvirkning mellem Mona og Sanne fra Sneakers.

Hun skriver reflekterende, indimellem med stor psykologisk indsigt, andre gange må man gætte. Var Mona og den storcharmerende trommeslager Henning Wellejus kærester? Vistnok

Men Mona var og er også meget andet. En overlever, der overvandt en opvækst i en mildt sagt dysfunktionel arbejderfamilie, halvt drømmende, halvt syngende med en stigende dedikation til kunsten, først og fremmest jazz. En kvinde, der i en alder af 71 kan slutte sin biografi med denne livskloge betragtning: ”Jeg vil aldrig helt undvære fastlagte timers logik, men gerne overgive mig til intuitionen”.

Øretæver i luften

I den første del af bogen, hvor Larsen beskriver sin barndom med en drikfældig, suicidal far og en mor, der aldrig rigtig var der følelsesmæssigt, kørte en sort/hvid socialrealistisk film i mit hoved. For Mona Larsen er en velskrivende, sanselig skribent. Man er med i Forum til seksdagesløb og fornemmer cyklerne drøne rundt i cigarettågerne. Man fornemmer den særlige vibe i jazzklubben La Fontaine, hvor Mona Larsen som ganske ung fandt sig selv og sit ståsted i jazzmusikken. Tidsbillederne står i kø.

Hun skriver reflekterende, indimellem med stor psykologisk indsigt, andre gange må man gætte. Var Mona og den storcharmerende trommeslager Henning Wellejus kærester? Vistnok.

Historien om at søge nye veje, når tiden overhaler, er altid interessant. Også når det gælder mennesker, der har viet deres liv til kunsten

De senere år har Mona Larsen dyrket maleri og digtekunst. Og som i abstrakte malerier og digte overlader hun det af og til til læseren selv at tolke. Sådan lidt drilsk, distræt.

Noget overrumplende skjuler Mona Larsen til gengæld intet, når det gælder hendes indimellem omkostningsfulde valg af mænd sidst i 70’erne og op gennem 80’erne. Især den første kæreste, en jazzmusiker, som hun ellers var blevet advaret imod, opfører sig som et svin. Igen og igen. Der er tæv i luften.

Den enlige cd med hans navn på coveret, jeg har stående på hylden, kommer næppe på afspilleren foreløbig. Senere finder hun blandt andre sammen med pianisten Kaare Barkou, med hvem hun får datteren Julie Maria, der blev sanger og sangskriver ligesom sin mor. Julie Marias fine album fra 2017 Danse til vi dør lever i øvrigt desværre en noget upåagtet tilværelse i rockannalerne. Heller ikke det forhold, inklusive et par meget tilstedeværende svigerforældre, var for alvor lykkeligt. Senere bliver den meget rejsende stjernebassist Bo Stief Julie Marias stedfar i nogle år.

Et fint tidsbillede

Biografier bliver ofte til en lidt skøjtende tur henover begivenhederne, men Mona Larsen er grundigheden selv, når hun beskriver sin musikalske udvikling, sin passion for musikken, sit mangeårige samarbejde med diverse jazzorkestre og musikere i ind- og udland, sine kampe for at få mor/hverdag og kunst/diva til at hænge sammen. Med i farten får hun også sin kamp med anmelder Torben Bille, der anmeldte en af hendes soloplader meget nedladende.

Mona Larsens pen har sin egen humoristiske tone og distance. Som i denne passage om dengang i skulderpude-årtiet 80’erne, hvor musikere og yuppier blev meget rige, og resten af befolkningen var på kartoffelkur:

”Jeg tror ikke, jeg kendte nogen, der havde et Rolex ur og Porsche. Jo! Vent nu lidt. Der var måske alligevel et par stykker, og fik jeg ikke også en gang en tur i en Porsche”.

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet, et fint tidsbillede, en god fortælling om en af de største danske jazzdivaer – om et menneske, der har oplevet mange tab, men aldrig tabte sig selv eller blev offer

Det kan blive for meget med grundigheden. For eksempel beskrives musikalske rejser i Østen og Europa med en så stor detaljerigdom, at de fik mig til at tænke på barndommens lysbillede-aftener, når venner af familien havde været på tur. Det har givetvis været udbytterigt på alle måder at deltage, men der går opremsning og rejseblog i den.

Indimellem skøjter forfatteren. Stoppede Halberg Larsen bare sådan ‘knips’ fra den ene dag til den anden, fordi hun og de andre ville noget forskelligt? Jeg kunne også godt have tænkt mig noget mere om hendes sociale arbejde de senere år, hvor hun ender med at ryge i en sparerunde.

Historien om at søge nye veje, når tiden overhaler, er altid interessant. Også når det gælder mennesker, der har viet deres liv til kunsten.

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet, et fint tidsbillede, en god fortælling om en af de største danske jazzdivaer – om et menneske, der har oplevet mange tab, men aldrig tabte sig selv eller blev offer.


Mona Larsen: “Magi i luften”, Forlaget Vilhelm. Er udkommet. 

hun er på Facebook flip totalt inderligt knepper hun emojis på Messenger løber til og fra hele tiden for at se om der er rullet nye ind hun trykker på stjernestunder med indbildte gestalter som i medrivende romaner mens hun tæller til 30 langsomt trækker vejret dybt og Facebook kroppen skriger efter at modtage stødet når det endelig introducerer sig selv som om verden strømmede ind i  det

Sommetider gør jeg noget
for morgendagen og dens ukendte digte

Sommetider hænger jeg nervøst i sitrende ganglier
omkring lidelsernes dam

Sommetider begraver jeg verdens lille skarpe økse
dybt i min brede idiotiske ryg
så verden kan se mine bagudtænkte sandheder

(hvis ikke andre er skyldige, er jeg, nogen må jo være det)?

Sommetider banker nuets angst fra øje til røv
bagved dumhedens slæde

Sommetider trækker nogen mig op ved håret
når jeg har surfet for længe på flodens dårlige ånde

Sommetider spirer kløver
på blodigt muddervand

vågen, vækket
alt for vågen
alt for vækket

med alt mit

som om
det var marts’ klare strålers magt
der vækker isfugl fra verdens bedøvelse

som om
det var april ja, ja,
der vil strække os ud
uden ord og skik og brug

holde hænder og fødder fast
som om vi aldrig vil skilles

som om
det var maj der vil vokse
imellem øst og vest
ud over den fred der overgår al strid

som om
jeg var vågen
vækket

Glyptoteket og Palmyra

Gingo på stedet d.d.
PALMYRA

afsondret i sand
imellem to stormagter
Palmyra, som nu

balsamisk duft af
myrra, nardus og kanel
præsterne chanter

DEGAS

verden af bronzer
kroppe vredet af led
man tror de’ gas

MUSEET

vinterhavens skønhed
som en klode i rummet
resten er fortid

tætpakket program
romerske festmiddage
med fråds og drømme

døden går i et
med de hvide trappesten
hvin fra Tivoli









anbefaling af “Magi i Luften” fra Ole Haupt

Jeg var til bogreception på MONA LARSENs selvbiografi ” MAGI I LUFTEN “. Fra en barndom, alt andet end en dans på roser, op gennem en mere eller mindre turbulent ungdom, til at blive en pop, rock og ikke mindst jazzsanger i verdensformat, med et fundament som alle X-faktor kandidater kunne lære meget af. Ud over det historiske, giver hun også filosofiske betragtninger om tilværelsens ulidelige lethed.
En yderst velskrevet og anbefalelsesværdig biografi .
forlagetvilhelm.com )