Abadigamanden

 

Undertegnede har modtaget et brev fra Bosnien, dateret 14. august 2004 fra en bekendt, Miladin Vukobratovié, som jeg engang har interviewet. Det er sendt fra en af hans soldaterkammerater, der har haft dette afskedsbrev i sin varetægt i flere år, og derefter har videresendt det.
J
eg har tilladt mig en genfortælling af brevet. Jeg har nemlig aldrig kunnet få ham ud af hovedet siden krigen på Balkan. Var han bare en almindelig mand, som du og jeg? Eller hvem var han?
D
et indeholdt også nogle digte med overskriften Veje til Drina, på gulnede papirlapper. Digtene er dateret omkring 26. juni 1991, ca. 1 års tid efter at Slovenien og Kroatien endelig, efter mange indre trakasserier, erklærede deres uafhængighed, hvorefter krigen brød ud.

Det hele starter med, at man holder op med at hilse på sin nabo, stod der skrevet, og videre, at han ikke kunne vide, hvordan han ville reagere i den situation, hvor de kom og rev hans hus ned, selvom gryden lige var sat over, og de ville se ham forsvinde som røg, ingen holder tilbage.
Han var blevet ved med at påstå at problemerne ikke lå direkte i staten, men tværtimod i de menneskelige rettigheder i denne stat. Når først niveauet for et vist antal voldshandlinger er nået, overskrides en afgørende grænse, skrev han, og processen vil udvikle sig af sig selv. Staten er forsvundet på dette tidspunkt, og der vil ikke findes noget voldsmonopol. Med grundsætningen ”øje for øje, tand for tand” vil hævnerne træde frem, og folkene lade sig trække med ind i krigen.  

Han havde engang spurgt sin far, der selv var kommet fra Gorazde, om hvem de var – om de egentlig var serbere? Faren havde svaret ja, vi er serbere; noget de ellers aldrig talte om i familien.
H
ans far havde også fortalt historien om forfædrene. Om dengang i 1566, hvor brobyggeren Hajrudin havde gemt sig i bjergene, og havde gnedet hul på en sten af frygt for budskabet om at broen var styrtet sammen. Den holdt i 426 år. Nu stod den genopbygget over Neretva-flodens kløft, knejsende, som et monument over ødelæggelserne der næsten hermed blev annulleret. Spørgsmålet er så, om den gode symbolik fremover kan vinde over kløfterne, der deler de etniske menneskegrupper.

Det væsentlige ifølge ligheden i vor fælles skikkelse er ét menneskebillede, skrev han. Derfor skulle de forenes som sydslaver og smelte sammen til ét folk. Sådan tænkte imidlertid mange endnu, da det for længst var synligt, at Jugoslavien kun var et folkefængsel – smukt, men utopisk, forklarede han.

Jeg tror han mente noget i retning af, at mennesker hen over hele jorden, trods raceforskelle og hudfarver i det væsentlige er ét menneskebillede. Men at selve individualiteten kun kan beskrives ud fra deres historie og deres folkesjæl.

Han kaldte hele kontinentet sygt, ikke kun det omtalte land, men helheden skjult og infamt spaltet, bundet op i en kunstfærdig knude, ingen kunne gennemskue. Som et menneske er angrebet af en kræftknude i et bestemt organ er sygt; ikke blot organet, men derimod hele mennesket!
Hans kone havde ledt efter resterne af børnene på lossepladsen. Hun var flygtet alene sydpå, hvor rygtet sagde, der endnu var fredeligt for muslimer. Man kunne ikke vide, sagde han, hvem de var, dem der dræbte på den anden side. Var det naboerne, eller importerede militære bander, eller både-og?

Veje til Drina

Forbitrede tåre
din skændsel er tung
som et bjerg af stejle veje.

Forlad dit barn som en ven.

Dine stenede flodsenge
vil stå som grå udstrakte sletter
hvor intet kan spire.

I denne lyd
vil alt blive afsluttet,
glemt? 

Det var som om han blev tvunget til at vælge side, som om der var en slags logik i volden. Det forekom ham, som om den mellemliggende epoke på 50 år efter 1945 med ét var forsvundet som en luftspejling, da infernoet begyndte igen.
H
an kom til Beograd på et tidspunkt og ringede til en ven der var soldat, kun nogle kilometer fra det sted de kæmpede. Vennen overlevede. Hans mor var kroat hans far serber, og de havde huset fyldt med serbere, mens de blev angrebet.

Han forblev normal – men der var mange af hans venner fra Bosnien, der blev sindssyge.

Taletiden (-). Dens ophør er uudsigelig.

På øjets nethinde
det forpinte ansigt

mit subjekt trænger sig på indefra
vil tage smerten væk

ser kun billedet
liget af smerten
jeg står i vejen med mit subjekt.

Med disse digte sluttede han sit brev med at sige, at det ikke var sørgeligt, at det ikke kunne være anderledes, men at han måtte sige farvel.

”Der fandtes ikke, og ville aldrig findes nogen uskyldige; at vi skylder den onde skæbne livet, som er os givet; at man ikke kan forlade denne verden til det hinsides, før man falder som en moden frugt, flyvende i et hovedkulds fald, for at ramme den hårde jord. ”

Og med disse, hans sidste ord, fik jeg et glimt af hvem denne mand dybest set var inderst i sit hjerte. Og således udåndede han.

(Alias) Irenea Funes. Sept. 2014

Fiction.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                      

 

 

 

                                                                   

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                                   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

sjælens midterakse

centrum ligger
i København
i Estonia
i Japan
på samme tid

i morgen
ved alle det samme
og hvis ikke før så nu
vil ikke kun hverdagsagtige ting
så som en tepottes leg
på et magisk lærred
tumlende forhekset omkring
som et menneskeliv
blive afsløret

men den selvskabte tid
der slæber rundt på pinslerne
fra tidernes morgen
vil træde tydeligst frem
i sjælens midterakse

Den næsten umulige balance og elskovs smaskelyde

Anmeldelse af                                                      
Mona Larsen
Konkylieøre
Forlaget Mellemgård

Af Thorvald Berthelsen

Mona Larsen er en fremragende jazzsangerinde – indimellem også komponist og tekstforfatter – der har samarbejdet med de største jazzkomponister og musikere i ind- og udland. Hendes sidste cd, Grains of Sand, udkom i 2009. Han har derudover skrevet digte i mange år og er i øvrigt også billedkunstner. Hun har tidligere udgivet haikudigte på nettet, som kalligraferede selvudgivelser og i samlingen Bladene drypper på Forlaget Ravnerock. Bladene drypper er bygget op over elementerne Jorden, Vandet, Ilden og Luften som samlende tema og illustreret af hende selv. I disse haiku spiller landskaber, havet, farver, kosmos, organisk vækst og væren en stor rolle:

Gnistrende stjerner
komplekse utopier
lys til arbejdet

Jeg er den afgrund
der åbner sig under mig
og broen over

Det lille frøkorn
kigger op mod stjernerne
plantens fødested

Lyden og manglen på samme spiller også ind. F.eks i følgende gråsorte grafiske haiku om vinterhimlen:

Vinterhimlen
skør som pergamentpapir
afatisk tunge

Her er den skrøbelige pergament og den stumme tunge udtryk for noget ophobet på bristepunktet. Hvad det er fremgå så af næste haiku:

Gemt under mulden
hvert eneste blomstersprog
verdenssvimlende

I hendes nye langdigt i 5 afsnit, Konkylieøre, spiller lyden, ørerne, hørelsen og stilheden i alle dens former hovedrollen. Det værende optræder som det Ivan Malinovski kaldte ’stilhedens tonefjeld’ og det samme gør den dræbende lyd af en dystopisk verden. Men havet og himlen spiller også med både i det ydre og det indre som titlens konkylie, hvor man kan høre havet hele tiden, fordi den er vokset sammen med ørerne. Som hun selv udtrykker det: ” Høresansen vil jeg mindst af alt undvære. Livet ville være for besværligt og uden pift og dunken i arterierne.

Stilheden kan både være en frygtelig lyd som i det knugende fællesskab om den forestående død efter ventilerne blev åbnet i nazisternes gaskamre:

på visse tidspunkter
har der været dødstille
i Europa

af visse grunde
har tusindvis af mennesker
på samme tid
ikke frembragt nogen lyd
efter ventilerne
blev åbnet

Men stilheden i vind og sne kan også være den irriterende vedholdende men håbefulde ringende erindring fra vort organiske udspring, urhavet:

vestenvinden
lægger sig over ørerne
gør dem hvide
som snefnug
opsluges af min
konkyliesjæl

krystallerne danner en sø
i øresneglen
opfanger vibrationerne
fra dengang jeg var hav
som en rest
tinnitus suser
mig i møde

Efter lyde af flygtningehobe, der falder henover en grænse på knæ i et ’gennemtrukket mørke’ rækker lydene udover ørenes fantasi så vi kun hører en svag afklang af de ’såredes klageråb, inden de opgiver ånden, arme der flås i stykker, kropsdele der slynges ud af den uendelige himmel’.  Men midt i alt det er det hverdagslige organiske i dets ophøjede jordbundenhed det uafvristelige liv. Jeg skider kerner efter abemad, vild kamille i pludrende plørehuller med rester af soda og vor elskovs smaskelyde:

de skelsættende øjeblikke
af drama hvor kroppen
har været død og får et stød
og pludselig husker
at den frembringer
smaskelyde
når den elsker

og så –

de andre øjeblikke
af glæde
der beror på frugtbare æg
og aktive sædceller

kommer
og går
uvilkårligt

Den forsigtige optimisme optræder i langdigtets slutning dog kun i den stærkt begrænsede form, at der er håb hvis vi kan stå stille på vore ben og lade verden og os selv være og lade hverdagens skidt og realiteter hænge ved:

verden ligger fjernt
selvforglemmende
dystopisk opklippet

jeg står og ser på den
hvis man altså kan se på den?

verden er blå
havet slår som et hjerte
himlen lader det regne

jeg finder stederne
ved vandet
alle steder

kan sagtens
stå stille
længe
på et ben

kan sagtens
la’ det være
la’ det ligge
bare la’ det være

 

Sproget er for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet præcist uden dog at sky store ord og begreber som sandhed og uendelighed.  Enkelte steder er sproget på baggrund af den opbragthed, som en virkelighed grusommere end fantasiens forestillinger fremkalder, dog ved at kamme over i sentimentalitet. Som i strofen: ’det forladte barn/der vender sit ansigt/fra støvets tysthed/hen imod den fremmede’. Det indtryk der gennem hele digtet står tilbage er imidlertid at hun med  hverdagssprogets forskydninger, hvor ’det fastfrosne fokus/flytter sig/i et ryk’ bruger haikudigtningens metode til gennem disse overraskende drejninger at opnå ’et mikrosekund/af erkendelse’, hvor hun og læseren tror de har set et glimt.
Som helhed betragtet  er det meget krævende spring til langdigt lykkedes og giver læseren et gennemtrængende dirrende billede af et univers der hele tiden befinder sig på en knivskarp indre sitrende lydbølge, der som det eneste holder afgrunden borte.

 

Bag masken 1

Hun sidder i stuen som symbol på et essentielt princip i tilværelsen, en indre dynamik afspejlet i måden hun holder på blyanten, mens hun pulser løs på cigaretten over kryds og tværs ‘en. Højre ben, der krydser venstre, svinger under bordet fra knæet og nedefter frem og tilbage, frem og tilbage, som et pendul lidt ude af takt.
Panderynken holder på det, der aldrig bliver sagt. De nedarvede rodfæstede holdninger sidder mellem brynene og holder sig skjult på ubevidste niveauer, og myten:  ”Alle kvinderne i vor slægt har været skuffet over deres mænd”, sidder i svedperlen på overlæben og meddeles mangfoldigt og subtilt.
Hun løfter blikket fra ugebladet og klirrer med kaffekoppen, smiler lidt mens hendes øjne standser ved min knap i halsåbningen.
Hun ligner vel egentlig en fortættet struktur i mit eget spejl, som vi sidder der en helt almindelig fredag, hvor efterårssolen tegner flimrende skygger på terrassedøren.

Smilende Pjerrot
indrammet på en støvet
amagerhylde