“Kend din tid”

 

Endelig, parat til at modtage fra universets rige strøm. Han måtte spørge igen, som han altid havde spurgt. Var øjeblikket det rigtige øjeblik? Kunne der komme flere af den slags øjeblikke? Det var næsten ikke til at tro. Det havde været ligefrem nemt at gå de fem meter hen til udsigten. Fem meter, der altid havde stået som fem lysår.
Han havde trukket et af de store kort. Budbringeren med de gule vinger ved fødderne. Selve kommunikatoren. Dog på en knivsæg, hvor tillidens stemme kølner i det korte sekund, der er nok til at ryste et skrøbeligt liv.

Forsvundet
med den gamle frakke
mest elsket

 

Continue reading

logisk 1 & 2

1.

midt i våbenkaos
flyder naturen over
katastrofe tider
stiller store
kvantumsbegreber

op for mennesker

vises vi vor sande plads
mellem grundstoffer
planter og dyr?

verdens vægtigste ambition
skjuler sig i magt og profit
fører til forskelsbehandling

medlidenhedsbaronerne
deler nødhjælp ud
laver fredsaftaler

skaber nutidsslaver
mens der sørges
over det ene bidrages der
til nød andetsteds

2.

et antal
adskiller sig selvklart
fra andre antal
knyttes til kvantumsbegreb

kvantum har vægt
af størrelse og intensiv
fornemmelse af tyngde
som en følelse i maven

jeg løfter en kvantitativ tyngde
af uendelighedsfornemmelser
når du adskiller mig fra dig
eksempelvis i en diskussion om
hjælpeaktioner

morgendagens manifest

 

Vi er liv der vil leve, omgivet af liv der vil leves.
Jeg ser det i det lille barns øjne, som jeg så det i min mors øjne
efter at hun havde overlevet en alvorlig livskrise
dengang jeg selv var barn.

Det var forståelsens lys
der strålede som en flamme.
Som om intet mørke i virkeligheden findes
men kun skygger af et begrænset menneskesyn.

Det er altså endnu ikke håbløst.
Men tiden kræver, at vi tænker over
hvordan verden skal se ud i morgen
når vi ikke selv er her mere.

Vil vi bygge flere mure, eller vil vi rive dem ned?
Vil vi fælde den sidste hval? Vil vi fælde det sidste træ?
Vil vi trykke på den røde knap?

I dette øjeblik manifesterer jeg livet
ud fra loven om tiltrækning
som lyset tiltrækker lys.
Og da vi har fået tankens kraft
og eftersom tanken skaber, kan vi blive det
vi tænker og hæfter os ved.

Vi er til for livet og for hinanden, nu og i morgen.

 

Mona Larsen
19.01.2018

til minde om Laurent “Saxi” Georges

Mr Le Baron
12.08.2008

der er ingen
il n’y en la pas
du går bare der med dine tynde ben
sammen med fuglene
du ligner en frø
din basklarinet
ligger ude i søen
du har vandet
Mr Le Baron
og en magisk historie
i fipskægget
den spidse næse som en bro
under de plirrende øjne
du er sød Mr Le Baron
du sveder
der er ingen
skjorten er jo ikke sig selv mere
og din hårkrans
du spiller så jeg tror
den blinde mand får synet igen
og den døve
din gule krave sol omkring halsen
min blå kjole
Mr Le Baron
d’ici magnifique
du har jo søen og karpen
og mig

Dug på græsset
26.09.2008

Jeg plukker en lille buket fra din have
vandet i søen står stille inde ved bredden
cedertræerne omkring bålpladsen
beboelsesvognen der garanteret er kold om vinteren
toiletvognen du har gjort ren fordi jeg skulle komme
jeg tænker på min far der kørte dødsdrom
og var stærk mand i et omrejsende cirkus
du vil mig det godt Mr Le Baron
du serverer mint drinks
og fortæller hvor vigtigt det er
ikke at have noget i lommerne
når man hænger i en stålwire
med hovedet nedad og spiller klarinet
hen over tusinde mennesker på en plads i en by
jeg tænker på arbejdsløshedsmure
og mænd der hænger op ad dem
arbejdsmandsbukser der er brede hen over røven
med næver begravet dybt i lommerne
bare overarme og smøg i flaben Jean Genet’sk
det kunne være 1950 og det kunne være
fordi du er franskmand og overhovedet ikke en skid
Jean Genet’sk når du render rundt og steger kylling fra Netto
og selv ligner en
du sover garanteret over dig selvom du skal nå toget
du er sød Mr Le Baron

Transmission
09.10.2008

Is på søen
snart pumpen, Saxi
de hvide lyde danser
nejer
de hvide lyde på søen
i dine bekymrede øjne
de hvide lyde
på kørebanen
hvor hun danser
nejer
breder sine fingre ud
i stjerneformationer
alle pirouetterne
der renser for miner
vrøvler med fingrene
flytter møbler rundt
udreder démence

pas på hende, Saxi
dine bekymrede øjne
der breder sig
ryd de hvide lyde, Saxi
délicatement
du griner
pirouetterne
nogen går derfra
men du foretrækker
at de bliver som du siger
uden at være
ligegyldige

 

 

 

 

 

Sandhedstimen

 

Sandhedstimen er kommet.

Halvmåne bag en sky, at det er sådan.

Det trofaste tidevands brølende månefaser.

Lungerne skal genplantes for godkendte værdiers endeløse jubel og krammere i magtens korridorer.

Sandsynlige problemers sandsynlige løsninger ud af det blå.

Hungeren i almindelighed og fossil energi skal slukkes meget snart under to grader, så skulle den være hjemme.

Jordaksens slingren finder altid sted uanset snakken om drivhuseffekt.

Så meget om Solens og Månens tiltrækningskraft.

Der er brugerkrav med hjælp til de undertrykte, mindstemålet skal ikke skade nogen.

Dage uden psykoser ser vi meget gerne.

Der skal ikke mere være udebleven menstruationsblod, men vi kan ikke have flere uperfekte børn med moderens kaldenavn Sorg.

Hvorfor ikke tale om, at der ikke er belæg for flere opspundne fjendebilleder, kloden tipper vel af sig selv som en snurretop, når polerne vandrer omkring?

Alt hvad jeg kan gøre er at tygge på det.

Her skulle have stået ”Fake news”.

Men det føltes meningsløst under månens evige vaklen frem og tilbage frem og tilbage med stjernernes rykagtige bevægelser hen over bjerge af kranieknogler og undergrundens silende blodpøl.

Gråden dernede suger alting ind i en slags størknet korrektur.

Vi affinder os stumme.

Stammer ”trust me” til den ene og til den anden, det skal bare ordnes.

Vi skal bare have det ordnet, vi har fået nok.

Alt hvad det kan trække puttes ind i maskineriet.

Vi gør det for alles skyld.

Vi gør det for fællesskabets skyld.

Det gentages som liggesår uden aflastningsmadras, mens natten vrider regnen af træernes sorte grene, og saften standser i roden.

Det er hvad jeg kan forvente mig, når jeg snubler over rådne træstubbe, midt i en opdatering.

Som tak for dengang jeg kastede dem mit had, der blev gennemtygget af myggelarver, mens sorgen over at hade, blev kastet til universets stjernestøv i mine bønner.

Det var bare det jeg ville sige, mens kloden kryber forbandet.

Fred og sov godt.

 

 

 

 

Det ene kan være lige så godt som det andet

Det ene kan være lige så godt som det andet.

Vi er jo frie.
En fri masse.
Fri fra forskelle.

En masse ansigter, hvor underlagets ground zero skinner igennem.

Historien om sandt eller falskt flyder rundt som løse brokker.
Tilfældigheder er blevet til Gud.
Det ene kan være lige så godt som det andet.
At stå på skuldrene af noget gammelt, som noget nyt og føle tiden, som den længe har været følt.
Lyden af godsvogne der slæber skinnerne foran sig med mælkepulver og overførselsbilag.

Jeg står på skuldrene af noget gammelt.
(Har jo lige sagt det).
Husk der er fri tale.
“Gå med og skab Verden på ny” !

Nu agter jeg at gøre noget andet end jeg plejer.
Noget nyt.
Men ikke for at fikse noget der udelukker den naturlige åbenhed indtil de grundlæggende sår i hjerterummets identitetsproces.
Det kan opleves som en sidste krampetrækning, inden der gives slip over for de store multifarvede buketter.
Tomrummet udfoldes i hele kosmos fyldt med intention, med andre ord, når hele Verden er mangel og overflod.
Uanset om man ejer en krone eller en million, som Jesus siger, er rigdom det samme flow som det man flyder rundt i sammen med kaffegrums.
Gennemtræk og flow tiltrækker energi.
At turde mødes helt i kærlighedsrum.

Så lad os gå i gang med eksperimentet.

Relationsalkymien.

Vi starter i det små med petriskåle.
Alle skal kunne se væskens farve.
Tilsætningen af stivelse og syre giver den klare farve.
Der skal noget af det røde jodopløsning til.
Kun begrænsede mængder af jod.
Der skal være syre nok til at neutralisere basen og rigeligt med stivelse.
Det røde skal ligesom bølge ind i det sorte og hvide.

Det hvide som tystheden der ikke er død.
Det sorte som et udslukt bål.
Det rødes mønje og kraplak som en fanfare der tænder menneskers hud.
Nu er vi hverken varme eller kolde.

Så kom vi så langt, du og jeg!
Nu skal vi bare lære at tale sammen.
Med åbent sind.
Vi må have noget fælles samhørighed og starte byggeprojektet igen, uden at Han bliver fortørnet endnu engang.
Vi nikker og klapper.