Der er en akkord i mit hjerte, hvor mørket væver sit bo
et skjulested for dets smerte, et alter hvorpå det kan gro

Det sender sin flamme til himlen, og omslutter hele min tro
med brødets og vinens svimlen, over hoved og hals en bro

En murafstivning at miste, et skalkeskjul for en magt
et ønske så inderligt at vriste det af sig til fordel for agt

Der er en grund og en kilde
som lyset der tåler alt

Som lyset der tåler alt, en klarhed fra solsortens trille
giv tid som til jordens salt, der er en grund og en kilde

Men hvad om hjertet vil briste, som vildrosens sarte duft
når øjeblikkets aspekter, tager over sindets fornuft

Til sidst præcist som du ville, så klart som krystal for dig
står du der pludselig helt stille, under planetens mælkevej

I nattens væld af stjerneskud
glemmes en sorghymnes smerte

Glemmes en sorghymnes smerte, for varmen til kuldens hud
favnes nænsomt dit hjerte, i nattens kærligheds bud

Og hænderne løfter og bærer, det nylige kald fra dem selv
med kærligheden der æres, af sødeste læbers skælv

Det er som en langsom ringen, af tilstandens samlede liv
med solens cirklende stråler, i vindens vuggende siv

En torden der lufter skyen
spundet af løvdækkets fald

Spundet af løvdækkets fald, en gennemslagskraft af en stemme
foran støv og støv da det gjaldt, at se sig selv være fremme

En holdeplads at dvæle ved, for at prøve at forstå
hvad ser du da, en solopgang, jeg stiller mig på tå

Et sår så smukt er hvad jeg ser, igennem verdens skorpe
jeg græder imens jeg ler, og puster på min vable

Der er en akkord i mit hjerte
som lyset der tåler alt
glemmes en sorghymnes smerte
spundet af løvdækkets fald

Der er noget ved en ko
en svulmende varme
der bliver hængende i bygevejr

Jeg går i stå langs markvej og sti
falder til ro foran øjnene
ved hovedets vældige pande

Jeg kan rasle med mine lænker
ligeså tosset jeg vil
foran yverets plovfuger
der er hengivne brønde
og græsset bølger ud og ind
af min pupil

Lattermilde blomster
gumler i maver af muld
foran dig min kønne ko
lader jeg stilheden gro
imens du skider kløverengen fuld

en slags automat skrift, fra engang ..

Stænger, dem der bærer os udenpå og indeni, dem der bærer verden,
holder den oppe, broerne.
Jeg har et par smukke, i hvert fald som de tog sig ud i ungdommen.
De kan stadigvæk pynte iført silkestrømper.
De har det bedst i bevægelse, simpelthen i gang, de får den øverste etage med
i et flow, så det hele hænger sammen.
De kan bruges på alle tider af døgnet, bærende, liggende som siddende.
De er stive om morgenen, og også om aftenen. Det er godt, hvis man sidder ned
og vil benytte sig af det. Overkroppen kan afspændes og strækkes ud fra lænden
og videre ud langs stængerne til tåspidserne. Kroppen er selv en bro imellem
fingerspidser og tåspidser.

Jeg smider stængerne op på briksen og får dem nulret og masseret, smider dem
op i luften og vipper dem rundt i alle verdenshjørner. Nok om mine stænger.
De findes allevegne, stængerne, stive og stangberusede, liderlige, føjelige,
som overliggere i sommerhuse, i døre, i både og i både-og og
sidder man på stænger, der er blevet til stole, stive i ryggen, lidt mere eftergivende
i sædet, men med puder, er det bedst.

Smid dem op på stangen i salonen, hvor der trænes dans af forskellig art. Støt dig
til stængerne langs væggene i plejecentre, når du hjælper dig selv i ikke at falde.
Støt dig til din stok og din førerhund, hvis det skulle gå så galt.
Stokke bærer vin i vinmarkerne, giver druerne af sig selv. Kæmp for dit liv i Aikido,
øv din sport i stangspring, i spydkast, øv dig, løb for helvede med begge dine stænger,
eller kravl, hvis du kun har den ene tilbage, skudt af i krigen, hvis du var så uheldig at blive
kapret til kødhakkeren. Krigsveteraner er dog mega seje, med mindre de er knækkede.
Proteser skulle ikke være nogen hindring for at komme videre frem.

De fleste stænger i din krop kan udskiftes, og du behøver ikke at give op,
siger de der ved, hvad de taler om. Du kan fortsætte, næsten som om intet
er sket. Men det tager tid – lang tid. Det kræver helt sikkert en stanghamrende
stor og stædig viljeskraft og en koncentration, der kan tage livet af stængerne
og af hvem som helst, og tålmodighed kræver det.
Tålmodighed som et træ.