” I butiksruden” en haiku pris – og noget om haiku.

Haiku er en gammel japansk digtform, der egentlig har sin oprindelse i selskabslegen med kædedigte, som opstod kollektivt. Den japanske haiku mester Matsuo Basho (1644-1694), der er én af de 4 store, førte digtet frem mod en mere reel virkelighed, og brød med fortidens stivnede blomster- og kirsebærgrenspoesi.

I den traditionelle japanske form skal et haiku altid skrives i nutid og indeholde 3 linjer med 5-7-5 stavelser. Formen er dog ikke velegnet til hverken dansk eller engelsk, da sprogstammerne intet har med hinanden at gøre. En problematik der til stadighed diskuteres i grupperne. Desuden skal det indirekte angive årstiden; en bestemt begivenhed der udspiller sig, et dyr, et stykke natur. Et traditionelt haiku forventes at have en spænding. Man taler om ”det blivende” og det foranderlige” – at skabe spænding i haiku-billedet imellem ro og bevægelse. Haiku er, som Basho også har sagt, det der sker lige her og nu, på dette sted.

Haiku formen er vel verdens mest komprimerede versform, så meget er underforstået. Det vil gerne fortælle noget stort på en lille bitte måde. Det er enkeltheden i sproget, renset for ”sprogblomster”, der gør det for mig. At skrive ud fra det objektive; det alle kan se i et hverdagssprog. Man kommenterer ikke, men viser billedet uden at forklare.

Jeg vandt en første pris i Svenska Haiku Sällskapets tidsskrift med dette haiku:

I butiksruden                                            I skyltfönstret
ser jeg mit ansigt                                      ser jag mitt ansikte
hvor jeg tabte det                                     där jag tappede det

Begrundelsen for prisen: en konkret scene, med flere dimensioner: “Et øjebliks overraskelse ophøjet til to – jegets overraskelse af sig selv. Jeget som ser sig selv udefra, næsten som idéen om fotografiet der stjal den afbilledes sjæl, en reaktion, pludselig ganske forståelig. Her har vi at gøre med en tilfældig spejling. Tilfældig: kortvarigt og uanede. Hvem er ikke blevet overrasket af sit eget spejlbillede i et uventet øjeblik – ikke i badeværelset, men i en glasfacade, i et togvindue, når det er ved at blive mørkt – ikke at være den man troede – at tabe ansigt, at blive afsløret af sig selv? At tabe ansigt i en butiksrude, kan også være at fortabe sig i udbuddet af varer, helt at forsvinde i forbrugersamfundets fristelser. Digtet kan læses som et eksistentielt minidrama på temaet at miste sig selv og finde sig selv igen.”

Alle de overvejelser havde jeg ikke haft, for så havde jeg nok ikke skrevet digtet. Et haiku kommer når man mindst venter det, som da jeg tilfældigt kom forbi min barndoms børnehave i Lutherkirken. Intet var forandret.

lugten af jern
da jeg passerer kirkedøren
regnfuld morgen
 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *