På togstationen

På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker, klynkende. Det var tydeligt, at han trængte til hjælp. Jeg gik forbi ham som alle andre.

Jeg tænkte på, hvad jeg kunne have gjort – bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, jeg ikke kunne passe. Men så ville jeg komme for sent og svigte dem der ventede på mig – man har vel altid en undskyldning. Jeg kunne i det mindste have givet ham de par kroner, jeg tilfældigvis havde i lommen.

Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvedet! Men hvad skal jeg gøre næste gang i det pengeløse samfund? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?

Bliver det nogensinde naturligt at smide hvad man har i hænderne i sådan en situation? Hvorfor hjælper jeg ikke bare et hjælpeløst menneske, der er svigtet af et samfund, så fattigt at det knapt kan bære sig selv?

Tænk engang, hvis menneskets sind flettede sig ind i hinanden som en slags musik, hvor alle fik en tangent at spille på?

Stormen
driver mig ind i fremtid
affortryllet

 

2 thoughts on “På togstationen

  1. Hvor er det godt, Mona. I al sin fortvivlelse er det meget smukt og røerende. Tak for det!
    I det hele taget er det et flot websted, du har fået lavet her. Hatten af.
    Er det noget, du selv kan finde ud af, eller er du heldig at have hjælpere til din rådighed?
    kh Ann Mari U.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *