Sære sky-imitationer

Sære sky-imitationer farer forbi
men mon sådan nogen som os nogensinde
vil slippe os selv fri?

Det er som om vi er blevet frarøvet noget
især da det hele stadigvæk fremstår
temmelig tåget.

Nationernes pengekasser kollapset og mange har mistet alt
sandhedsbegrebet sakset i takt med de fakta der lækkede
og er blevet fortalt.

Noget er også sket med mig, jeg kan ikke påstå jeg er glad
har jeg bare tabt sutten selvom jeg har det privilegie
at have en seng at stå op fra, for at spise min morgenmad?

Det er tilladt en plante at visne
når den har nået sit makspunkt af vækst
det samme kan siges om et menneske
der stadig kan være så frisk
at uanset hvorledes, hvordan, hvorfor og hvad
vil finde de spor
der endnu peger fremad.

13 stykker med ytringsfrihed

Ytringsfriheden er skruerne og skiverne i din rygrad

Ytringsfriheden er en hvidkalket væg med døde fluer

Ytringsfriheden bimler rundt på pamfletterne, den har fortjent en rangle

Ytringsfriheden kalder på, at du vender den anden kind til

Ytringsfriheden er et primitivt trommeslag, en stammesang der rejser sig som et træ

Ytringsfriheden er natten, hvor de indsatte ryster i deres drømme

Ytringsfriheden påberåber sig det primære for at deltage i en fælles entusiastisk dans

Ytringsfriheden er en kæmpe der går forbi med Guds vind i ryggen

Ytringsfriheden er forudsætningen for at være sammen i en overfyldt båd

Ytringsfriheden kan afholde dig fra at sige noget

Ytringsfriheden er en rytmisk kraft, som verdensmusikken indfanger din sjæl

Ytringsfriheden er klodens runding, der drejer din hånd

Ytringsfriheden er ikke en retorisk overtalelse i et spil med følelser, men en torden fra bjerget

Du stod der foran mig.

Du stod der og ventede i varmen
med dine tøjbylter.

Lyden af græshopperne
forstærkede dit hurtige blik.

Inden det begyndte,
hvad det aldrig gjorde
kun i mit hoved,
var du en Milonga
da vinden tog fat i dit hår.

Din krop, vores kroppe
var en finale
midt på dagen, solen stod højest.

Jeg kom næsten til at græde
men følte mig mere let end fuglene.

Jeg havde lyst til at spørge
om vi skulle gå.

Men min skuldertaske
virkede så ligegyldig
i forhold til dine bylter.

Jeg måtte støtte mig til en pæl
som om jeg skulle knæle for at bede
og så kom bussen.

Møderne

Byd dem velkommen
et nyt møde
et øjebliks lethed
med et flygtigt kys på kinden
eller måske en opponerende surhed
der falder over dine ben
og vælter skamlen i entréen
måske ligefrem en hel bunke sorger
der ikke kender sit omfang
tromler dine rum
så inventaret skifter plads
eller en fandens maske der falder
under skyld og skam

Luk bare op og inviter dem ind
tag godt imod dem med et smil
man ved aldrig
det kan være budbringere
der melder sin ankomst
for at gøre dig klar
til en glædelig begivenhed
om det bedste i dig
for at gøre dig klar
til at ride en bølge af vækst
mod en større horisont
for at gøre dig klar
til en dybere mere dristig version
med selvaccept
for at gøre dig klar
til at tage dig selv og dine skygger
i hånden

Man ved aldrig hvem man møder
før man har mødt sig selv

Alt det vi ikke må sige

Alt det vi ikke må sige
alt det vi ikke må sige
alt det vi ikke må sige
for dem der tror, de er på sikker grund
dem der tror, der er en sikker havn
alt det vi ikke må sige
om taktik og magtskifte i en uendelighed, der bare er en opskrift
noget der ligner et forsøg på udligningen af ustabiliteten og konsekvenserne
alt det vi ikke må sige
om den vildeste tur nogensinde
hold på hat og briller!

Alt det vi ikke må sige
om den uforudsete krig, der altid får skylden
alt det vi ikke må sige
om seddelpressen, der arbejder på højtryk
alt det vi ikke må sige
om blodet og dets uforklarlige veje
alt det vi ikke må sige
imellem solskins vemodsfyldte stikken og prikken
til din spirende sjæl, der aner sin egen kraft koncentreret i hjertet
der er din tilgang til at se og sanse det derude igennem det derinde
ordets frigørelse vi er sammenkoblet af som spejl af hinandens øjne og hænder.

Alt det vi ikke må sige
når vi snubler foran døren af de tusinde bjerge, der står skarpe som barberblade i sne
alt det vi ikke må sige
om naturens ånd, der som sten ruller ned ad bjerget og skubber til vor selvovervindelse
løbende henad nervetråde
alt det vi ikke må sige
om bløde metaller vi mister forstanden af og beroligende stoffer pakket ind i gavepapir
absorberet af hud
opslugt af idioter fra himlens stribede giftbaldakiner sivende af frygt og vrede og had
alt det vi ikke må sige
om at vi alle er ét, medens de bruger alle kneb og midler til at få os til at tro, at vi ikke er lige
medens de overtager Jorden hele vejen til Solen som deres ejendom
alt det vi ikke må sige
om kontrol tyranni og tryksværtes omvendte historier
alt det vi ikke må sige
når vi rejser os imod dem vel vidende, at de kun fylder 1% af
alt det vi ikke må sige

Poesien er

Poesien er
et møde med den anden
en del af dig selv

Lyriske digte
renset for retskrivningen
som løsrevet sprog

Der må være hul
så digtet kan finde vej
med jambementet

Poesi uden
det særlige tavse skrig –
næppe poesi

Når det er sagt, siger jeg, ta’r ordene rundt i nabolaget
sætter sig på en bænk i parken, venter på græs.
Tag dem dog i munden i din sådanhed
som bogstavs visdom, fødder af ler?

Andre ord er krypter, ubeboede skrænter
trolddomsbundne, driver de omkring.
Andre igen er bare pral, idiotiske meningsløse fornøjelser
menneskelige indretninger.

Ødets!
De vender tilbage, vær vis på det!



Præludie til et kram

Haiku á 9

Døren til mit hus
bevogtes af lyd fra en
boks med hundeglam

Har du bemærket
de stiltiende trusler
der rammer vor jord?

Depressionerne
hvad med inflationerne
det globale krak?

Venter du nu på
vinterens glidebaner
før sol takker af?

Det er i nøden
udholdenheden prøves
lyset i mørket

Sorg tager sin tid
før styrken er tilbage
livet graves frem

Menneskeværket
forgængeligt som sandkorn
men ånden lever

Jeg drikker et glas
ferskvand mere dyrebart
end det sorte guld

Åbner du min dør
kommer vi sammen omkring
vor fælles lejrbål

Lektørudtalelse

Hvert skridt som det er
Forfatter: Mona Larsen (f.1948)

Materialevurdering
Kort om bogen

Selvbiografiske haikudigte om jazz, livet og tiden, der går.
Til læsere af haiku.

Beskrivelse

Haikudigte med selvbiografisk afsæt fra perioden 2007-2020.
Åbningsdigtet er programmatisk og kredser om tidernes skiften
mens digterjeget iagttager verden omkring sig med rejser til Sverige,
Tyskland, Kina m.m.: ”Nymåne / altings / foranderlighed”.
Det aktuelle, som har præget samtiden fra 2007-2020 holdes op
mod større, universelle strukturer. Således kan digterjeget spørge:
”Kan du /svare mig / på et vigtigt / spørgsmål // i en /
kønsløs tid? ”og dernæst henvise til en eksistentiel undren: ”Kan
vi / stadigvæk // rumme / hinanden, selvom / alt i os // selv går //
rundt med / ikke-ansigter? ” Andre steder oplever jeget verden, mens
den passerer forbi i en sansestrøm af jazz, regndråber og fuglekvidder.
Undervejs i kursiverede passager informeres læseren om haikuets
mange former, mens det selvbiografiske fungerer som et sideløbende
narrativ om forfatterens møde med haiku og vejen fra musik over mod
plejebranchen. Digte på dansk og engelsk.

Vurdering

De selvbiografiske passager virker indforståede, men flere af haikuene
er vellykkede. Forfatteren afviger fra de strenge haikuregler, og benytter
i stedet reglerne som inspiration for en friere skrivning. Det lykkes godt,
fx her: ”I butiksruden / ser jeg mit ansigt / hvor jeg tabte det”

Andre bøger om samme emne

Man kan læse mere om Mona Larsen i selvbiografien Magi i Luften.
Peter Laugesen skriver også om jazz og livet og døden

Til Bibliotekaren

Anbefales til større hovedbiblioteker

Materialet er vurderet af: Thomas Olesen