Author: Mona Larsen

Mona Larsen

Jean-Claudes kramper

Hov, hvad i alverden var det nu jeg havde gang i? Tja, jeg tror deres mor kalder på dem.

De tror måske at de er fulde, men ved det ikke – som min salige dranker af en far altid sagde: Jeg troede jeg sked, men jeg pissede.

Jeg kigger ud over horisonten, holder øje med verden. Nu fik jeg pludselig en krampe i min højre læg, eller er det bare et bølgeskvulp om Juncker der kommer nærmere og nærmere fra radio 24/7 denne morgen.

Der er noget i luften, det kan komme an på vejret.

Man mener og mistænker, anser det for vigtigt med større opmærksomhed omkring overvågningen.

Man tolker og vurderer, ønsker at vide hvor langt branden har bredt sig i løbet af natten.

Man venter på at børserne åbner.

Sandsynligt problem
sandsynlig løsning
ud af det blå

Continue reading →

ginko forestillinger om kutteren “Anton”

tanker på langfart
mens kroppen bliver hjemme
rolig mave

flyder væk fra byen
på en kutter
af ord

strækker ud
over havet
hen imod Hven

mågerne ved
havet omringer mig
i drømme

skibsskrog
læser vandkaskader
fra køl

gyngende sejlads
kan ikke gå på vandet
med dårlig mave

havet
har ikke bedt om
deltagelse

altid tidevandet
Verdenen
fortsætter

Anton, kutteren
har ingen
kommentarer

 

Continue reading →

Morgendagens Manifest af Mona Larsen

 

Vi er liv der vil leve, omgivet af liv der vil leves.
Jeg ser det i det lille barns øjne, som jeg så det i min mors øjne
efter at hun havde overlevet en alvorlig livskrise
dengang jeg selv var barn.

Det var forståelsens lys
der strålede som en flamme.
Som om intet mørke i virkeligheden findes
men kun skygger af et begrænset menneskesyn.

Det er altså endnu ikke håbløst.
Men tiden kræver, at vi tænker over
hvordan verden skal se ud i morgen
når vi ikke selv er her mere.

Vil vi bygge flere mure, eller vil vi rive dem ned?
Vil vi fælde den sidste hval? Vil vi fælde det sidste træ?
Vil vi trykke på den røde knap?

I dette øjeblik manifesterer jeg livet
ud fra loven om tiltrækning
som lyset tiltrækker lys.
Og da vi har fået tankens kraft
og eftersom tanken skaber, kan vi blive det
vi tænker og hæfter os ved.

Vi er til for livet og for hinanden, nu og i morgen.

 

Mona Larsen
19.01.2018

til minde om Laurent “Saxi” Georges

Mr Le Baron
12.08.2008

der er ingen
il n’y en la pas
du går bare der med dine tynde ben
sammen med fuglene
du ligner en frø
din basklarinet
ligger ude i søen
du har vandet
Mr Le Baron
og en magisk historie
i fipskægget
den spidse næse som en bro
under de plirrende øjne
du er sød Mr Le Baron
du sveder
der er ingen
skjorten er jo ikke sig selv mere
og din hårkrans
du spiller så jeg tror
den blinde mand får synet igen
og den døve
din gule krave sol omkring halsen
min blå kjole
Mr Le Baron
d’ici magnifique
du har jo søen og karpen
og mig

Dug på græsset
26.09.2008

Jeg plukker en lille buket fra din have
vandet i søen står stille inde ved bredden
cedertræerne omkring bålpladsen
beboelsesvognen der garanteret er kold om vinteren
toiletvognen du har gjort ren fordi jeg skulle komme
jeg tænker på min far der kørte dødsdrom
og var stærk mand i et omrejsende cirkus
du vil mig det godt Mr Le Baron
du serverer mint drinks
og fortæller hvor vigtigt det er
ikke at have noget i lommerne
når man hænger i en stålwire
med hovedet nedad og spiller klarinet
hen over tusinde mennesker på en plads i en by
jeg tænker på arbejdsløshedsmure
og mænd der hænger op ad dem
arbejdsmandsbukser der er brede hen over røven
med næver begravet dybt i lommerne
bare overarme og smøg i flaben Jean Genet’sk
det kunne være 1950 og det kunne være
fordi du er franskmand og overhovedet ikke en skid
Jean Genet’sk når du render rundt og steger kylling fra Netto
og selv ligner en
du sover garanteret over dig selvom du skal nå toget
du er sød Mr Le Baron

Transmission
09.10.2008

Is på søen
snart pumpen, Saxi
de hvide lyde danser
nejer
de hvide lyde på søen
i dine bekymrede øjne
de hvide lyde
på kørebanen
hvor hun danser
nejer
breder sine fingre ud
i stjerneformationer
alle pirouetterne
der renser for miner
vrøvler med fingrene
flytter møbler rundt
udreder démence

pas på hende, Saxi
dine bekymrede øjne
der breder sig
ryd de hvide lyde, Saxi
délicatement
du griner
pirouetterne
nogen går derfra
men du foretrækker
at de bliver som du siger
uden at være
ligegyldige

 

 

 

 

 

På prøve i evighedens evigheder.

Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen. Det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Den er ikke dukket op uden varsel. Den er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse om mit skelet med seks tæer til min næste inkarnation på Mars.

Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men hængslerne på alle døre og vinduer har stået og pebet i stormvejret meget længe og har uafbrudt forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med stormvejr, selvom jeg elsker at få ryddet op i overgemte sager og unyttigt ragelse. Men hvad det egentlig handler om, ville jeg gerne have fod på.

Jeg husker noget vi gik i kødet på for længe siden, at det hører med i vores  udvikling, at blive i stand til at forbinde sin følelse af smerte med den smerte, som lever i den anden. I ved, den der bare følger fra vugge til grav, ligesom glæden og kærligheden følger. Men vreden, og måden den kan fortære en på, som slangemad, har måske sit helt eget program.

Min højre fod kører rundt med mig. Det prikker og stikker.  Jeg skal helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og forbi knoglen og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.