Undertegnede, Irenea Funes, har modtaget et brev fra Bosnien, dateret 14. august 2004 fra en bekendt, Miladin Vukobratovié, som jeg engang har interviewet. Det er sendt fra en af hans soldaterkammerater, der har haft dette afskedsbrev i sin varetægt i flere år, og derefter har videresendt det.
Jeg har tilladt mig en genfortælling af brevet. Jeg har nemlig aldrig kunnet få ham ud af hovedet siden krigen på Balkan. Var han bare en almindelig mand, som du og jeg? Eller hvem var han?
Det indeholdt nogle digte med overskriften Veje til Drina, på gulnede papirlapper. Digtene er dateret omkring 26. juni 1991, ca. 1 års tid efter at Slovenien og Kroatien endelig, efter mange indre trakasserier, erklærede deres uafhængighed, hvorefter krigen brød ud.
Det hele starter med, at man holder op med at hilse på sin nabo, stod der skrevet, og videre, at han ikke kunne vide, hvordan han ville reagere i den situation, hvor de kom og rev hans hus ned, selvom gryden lige var sat over, og de ville se ham forsvinde som røg, ingen holder tilbage.
Han var blevet ved med at påstå at problemerne ikke lå direkte i staten, men tværtimod i menneskerettighederne i denne stat. Når først niveauet for et vist antal voldshandlinger er nået, overskrides en afgørende grænse, skrev han, og processen vil udvikle sig af sig selv. Staten er forsvundet på dette tidspunkt, og der vil ikke findes noget voldsmonopol. Med grundsætningen ”øje for øje, tand for tand” vil hævnerne træde frem, og folkene lade sig trække med ind i krigen.
Han havde engang spurgt sin far, der selv var kommet fra Gorazde, om hvem de var – om de egentlig var serbere? Faren havde svaret ja, vi er serbere; noget de ellers aldrig talte om i familien.
Hans far havde også fortalt historien om forfædrene. Om dengang i 1566, hvor brobyggeren Hajrudin havde gemt sig i bjergene, og havde gnedet hul på en sten af frygt for budskabet om at broen var styrtet sammen. Den holdt i 426 år. Nu stod den genopbygget over Neretva-flodens kløft, knejsende, som et monument over ødelæggelserne der næsten hermed blev annulleret. Spørgsmålet er så, om den gode symbolik fremover kan vinde over kløfterne, der deler de etniske menneskegrupper.
Det væsentlige ifølge ligheden i vor fælles skikkelse er ét menneskebillede, skrev han. Derfor skulle de forenes som sydslaver og smelte sammen til ét folk. Sådan tænkte imidlertid mange endnu, da det for længst var synligt, at Jugoslavien kun var et folkefængsel – smukt, men utopisk, forklarede han.
Jeg tror han mente noget i retning af, at mennesker hen over hele jorden, trods raceforskelle og hudfarver i det væsentlige er ét menneskebillede. Men at selve individualiteten kun kan beskrives ud fra deres historie og deres folkesjæl.
Hele kontinentet er sygt, sagde han. Ikke kun det omtalte land, men helheden skjult og infamt spaltet, bundet op i en kunstfærdig knude, ingen kunne gennemskue. Som et menneske er angrebet af en kræftknude i et bestemt organ er sygt; ikke blot organet, men derimod hele mennesket!
Hans kone havde ledt efter resterne af børnene på lossepladsen. Hun var flygtet alene sydpå, hvor rygtet sagde, der endnu var fredeligt for muslimer. Man kunne ikke vide, hvem de var, dem der dræbte på den anden side. Var det naboerne, eller importerede militære bander, eller både-og?
Veje til Drina
Forbitrede tåre
din skændsel er tung
som et bjerg af stejle veje.
Forlad dit barn som en ven.
Dine stenede flodsenge
vil stå som grå udstrakte sletter
hvor intet kan spire.
I denne lyd
vil alt blive afsluttet,
glemt?
Det var som om han blev tvunget til at vælge side, som om der var en slags logik i volden. Det forekom ham, som om den mellemliggende epoke på 50 år efter 1945 med ét var forsvundet som en luftspejling, da infernoet begyndte igen.
Han kom til Beograd på et tidspunkt og ringede til en ven der var soldat, kun nogle kilometer fra det sted de kæmpede. Vennen overlevede. Hans mor var kroat hans far serber, og de havde huset fyldt med serbere, mens de blev angrebet.
Han forblev normal – men der var mange af hans venner fra Bosnien, der blev sindssyge.
Taletiden (-). Dens ophør er uudsigelig.
På øjets nethinde
det forpinte ansigt
mit subjekt trænger sig på indefra
vil tage smerten væk
ser kun billedet
liget af smerten
jeg står i vejen med mit subjekt.
Med disse digte sluttede han sit brev med at sige, at det ikke var sørgeligt, at det ikke kunne være anderledes, men at han måtte sige farvel.
”Der fandtes ikke, og ville aldrig findes nogen uskyldige; at vi skylder den onde skæbne livet, som er os givet; at man ikke kan forlade denne verden til det hinsides, før man falder som en moden frugt, flyvende i et hovedkulds fald, for at ramme den hårde jord. ”
Og med disse, hans sidste ord, fik jeg et glimt af hvem denne mand dybest set var inderst i sit hjerte. Og således udåndede han.
(Alias) Irenea Funes. Sept. 2014
Fiction.
