1.
Gråden,
den der sluger ordene som en pille af størknet korrektur. Og der er ingenting
at rette. Det er gråden over billederne af børn, der æder skrald fra
lossepladserne. Børn der har mistet deres forældre eller måske er blevet jaget
bort af de selv samme, i håb om at de i det mindste ville slippe for at blive
slået ihjel. Man tror det er løgn.
2. Løgn er
der nok af. Men jeg har aldrig løjet, højst over for mig selv. Aldrig! Jo, en
gang, da jeg var lille og stjal en 25 øre fra tallerkenrækken, og min mor
opdagede det og sagde, at min næse ville begynde at vokse, hvis jeg da ikke
forinden ville komme ud for en ulykke og blive lam i benene. Jeg plejede at
løbe mig fra det. Jeg løb fra alle ungerne i legegaden. Jeg var den hurtigste
og den frækkeste. Når jeg ikke løb, hoppede jeg. Jeg hoppede op på cykelskurene
i baggårdene som en kat, og styrede alle de andre unger. Senere hen hoppede jeg
ud over altanen ned i rosenbusken og løb ad helvede til, stærkt, hvis det var
det jeg skulle, og det var det. Jeg sværger.
3. Næsen
løber, og du har ikke andet end snot i hovedet. Men du vil gerne spare på
toiletpapiret. Du prøver at åbne pakken med lommeletter til dine høfeber
anfald. Du fumler. Du har svært ved at trække vejret. Du beskydes med kortison
bombardementer, der gennemskyller dine årer, som plastik cirkulerer i
verdenshavene. Din hjerne er top terrorprogrammeret. Du kvæles langsomt i lyden
af det knitrende indpakningspapir. Dit
blodtryk ligger på uudsigelige tal, det sortner for øjnene. Du ligger der,
indhyllet i polyætylen, mens din mobil bipper for at fortælle dig, at du har en
aftale hos Mindfulness/ApS. Du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Det er bar
løgn!
4. Man kan
ikke lyve, uden at det mærkes på svedafsondringen og brystkassens rytme.
Løgnedetektoren registrerer det hele. Forstillelse kan ikke forhindre en
afsløring, men enhver har frihed til at lyve for domstolen og løgnedetektoren
kommer sjældent i brug. Jeg siger det bare.
