Digt og Prosa

hun er på Facebook flip totalt inderligt knepper hun emojis på Messenger løber til og fra hele tiden for at se om der er rullet nye ind hun trykker på stjernestunder med indbildte gestalter som i medrivende romaner mens hun tæller til 30 langsomt trækker vejret dybt og Facebook kroppen skriger efter at modtage stødet når det endelig introducerer sig selv som om verden strømmede ind i  det

Sommetider gør jeg noget

Sommetider gør jeg noget
for morgendagen og dens ukendte digte

Sommetider hænger jeg nervøst i sitrende ganglier
omkring lidelsernes dam

Sommetider begraver jeg verdens lille skarpe økse
dybt i min brede idiotiske ryg
så verden kan se mine bagudtænkte sandheder

(hvis ikke andre er skyldige, er jeg, nogen må jo være det)?

Sommetider banker nuets angst fra øje til røv
bagved nødvendighedens slæde

Sommetider trækker nogen mig op ved håret
når jeg har surfet for længe på tidens dårlige ånde

Sommetider spirer kløver
på blodigt muddervand

vågen, vækket
alt for vågen
alt for vækket

med alt mit

som om
det var marts’ klare strålers magt
der vækker isfugl fra verdens bedøvelse

som om
det var april ja, ja,
der vil strække os ud
uden ord og skik og brug

holde hænder og fødder fast
som om vi aldrig vil skilles

som om
det var maj der vil vokse
imellem øst og vest
ud over den fred der overgår al strid

som om
jeg var vågen
vækket

fågger med din hjerne

så blev man taget igen

1,17 min.

jeg har lige været på månen

uden at have børstet tænder

og uden trusser

der var ikke et øje

ikke her heller

kun en hval på højkant

et par overdimensionerede lunger

i våddragt

”Dance avec les Cachalots”

fridykker du kan få min morgenkåbe

i tilgift for en tur på en klippevæg

i dybhavets slowmotion

fortsætter

Skridt fortsætter forlæns men baglæns skridt fortsætter forlæns men baglæns skridt fortsætter forlæns men baglæns skridt med fortsætter forlæns men baglæns sammen med skridt fortsætter forlæns men baglæns fortsætter forlæns sammen med havets fortsætter sammen med havets forstummede stemmer fortsæt forlæns sammen med havet baglæns skridt fortsætter sammen baglæns forlæns skridt fortsætter baglæns sammen med havet fortsætter med havets stemmer forstummede forlæns sammen med baglæns fortsætter men baglæns sammen med skridt men fortsætter forlæns med havets forstummede stemmer fortsætter

til minde om Laurent “Saxi” Georges

Mr Le Baron
12.08.2008

der er ingen
il n’y en la pas
du går bare der med dine tynde ben
sammen med fuglene
du ligner en frø
din basklarinet
ligger ude i søen
du har vandet
Mr Le Baron
og en magisk historie
i fipskægget
den spidse næse som en bro
under de plirrende øjne
du er sød Mr Le Baron
du sveder
der er ingen
skjorten er jo ikke sig selv mere
og din hårkrans
du spiller så jeg tror
den blinde mand får synet igen
og den døve
din gule krave sol omkring halsen
min blå kjole
Mr Le Baron
d’ici magnifique
du har jo søen og karpen
og mig

Dug på græsset
26.09.2008

Jeg plukker en lille buket fra din have
vandet i søen står stille inde ved bredden
cedertræerne omkring bålpladsen
beboelsesvognen der garanteret er kold om vinteren
toiletvognen du har gjort ren fordi jeg skulle komme
jeg tænker på min far der kørte dødsdrom
og var stærk mand i et omrejsende cirkus
du vil mig det godt Mr Le Baron
du serverer mint drinks
og fortæller hvor vigtigt det er
ikke at have noget i lommerne
når man hænger i en stålwire
med hovedet nedad og spiller klarinet
hen over tusinde mennesker på en plads i en by
jeg tænker på arbejdsløshedsmure
og mænd der hænger op ad dem
arbejdsmandsbukser der er brede hen over røven
med næver begravet dybt i lommerne
bare overarme og smøg i flaben Jean Genet’sk
det kunne være 1950 og det kunne være
fordi du er franskmand og overhovedet ikke en skid
Jean Genet’sk når du render rundt og steger kylling fra Netto
og selv ligner en
du sover garanteret over dig selvom du skal nå toget
du er sød Mr Le Baron

Transmission
09.10.2008

Is på søen
snart pumpen, Saxi
de hvide lyde danser
nejer
de hvide lyde på søen
i dine bekymrede øjne
de hvide lyde
på kørebanen
hvor hun danser
nejer
breder sine fingre ud
i stjerneformationer
alle pirouetterne
der renser for miner
vrøvler med fingrene
flytter møbler rundt
udreder démence

pas på hende, Saxi
dine bekymrede øjne
der breder sig
ryd de hvide lyde, Saxi
délicatement
du griner
pirouetterne
nogen går derfra
men du foretrækker
at de bliver som du siger
uden at være
ligegyldige

 

 

 

 

 

På prøve i evighedens evigheder.

Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen. Det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Den er ikke dukket op uden varsel. Den er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse om mit skelet med seks tæer til min næste inkarnation på Mars.

Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men hængslerne på alle døre og vinduer har stået og pebet i stormvejret meget længe og har uafbrudt forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med stormvejr, selvom jeg elsker at få ryddet op i overgemte sager og unyttigt ragelse. Men hvad det egentlig handler om, ville jeg gerne have fod på.

Jeg husker noget vi gik i kødet på for længe siden, at det hører med i vores  udvikling, at blive i stand til at forbinde sin følelse af smerte med den smerte, som lever i den anden. I ved, den der bare følger fra vugge til grav, ligesom glæden og kærligheden følger. Men vreden, og måden den kan fortære en på, som slangemad, har måske sit helt eget program.

Min højre fod kører rundt med mig. Det prikker og stikker.  Jeg skal helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og forbi knoglen og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.

Jeg har lovet mig selv

 

Jeg har lovet mig selv at lade være med at tænke negativt om nogen eller noget i tre uger. Jeg har lovet mig selv at se hvad der så sker med mit liv. Jeg ved godt hvor jeg vil være. Det er ikke en grøft. Det er ikke et sted. Jeg er der allerede. Det er et stade af bevidsthed. Der er intet andet sted jeg kan leve. Jeg skaber himmel eller helvede med min tanke. Jeg bygger med min opmærksomhed. Pas på med hvad du forestiller dig. Du kan ikke have andet end hvad du har i din bevidsthed. Lad en fattig mand sige at han er rig. Lad en svag mand sige at han er stærk. Alting er hans arv. Lad ham kræve sin arv. Jeg har mit. Det kan hvile tungt på mine skuldre. Det er mit eget ansvar. Enhver har sit eget ansvar. Det ville ikke være retfærdigt, hvis jeg skulle bære en anden mands kors. Jeg kan komme på bølgelængde med høj og lav. Jeg trækkes hen imod det jeg bringer mig på bølgelængde med. I dag er i dag. Tiden er nu. Hver dag løber vandet ned over min krop. Hver dag smager jeg på livet. Jeg er en magnet. Mine fingre er magnetiserende. Jeg rækker hænderne frem i strømmen der fører alting med sig også det der ikke er godt. Det ved jeg. Intet kan forhindre strømmen. Mine fødder holder mig forbundet med jorden. Når jeg løfter en fod fra jorden går jeg ind i himlen. Jeg tænker på jorden. Drømmer evigheden.