inderst inde er jeg et vandmærke
et stencil til duplikering af regnskaber over modtaget og udgivet
et stykke kridt på en tavle med en anslået værdibestemmelse
en gravhøj
æggelederen
til underjordiske
elektriske hegn
Haibun in Danish and English
Tilnærmelse til en venligsindet alien.
Jorden er i virkeligheden et bølgende fiskenet på et hav. Trawlet slæber fyrtårne og vindmaskiner rundt om klodens mavebælter som pejlemærker. Nedtællingen er for længst begyndt under regnbuen.
Forestil jer hajer og demagoger side om side med andre delinkventer. Eller bare almindelige dødelige politikere hængende i nettet, for ikke at tale om kroppene fra det uendelige blå. Det er ikke noget kønt syn. Løfteraketternes køleanlæg er i brænd.
Jeg slap med skrækken og sidder nu på en raket med ild i røven på vej til Venus. Suser forbi en måne. Glæder mig til endnu en dejlig dag, og vil rapportere om sikkerheden herude.
Hov, en komet, eller er det en jordbærmark? Hvad med mit hår, sidder det ok?
programmerer
underbevidsthedens
nye print
Verden af i går
Myer’s Hotel i Metzer Str., har sin charme. Møblementet lugter af det gamle DDR og jeg glor lige ind i en mur bag matterede vinduesruder, men badeværelset er tiptop. De har installeret et elektrisk klaver med hovedtelefoner, som en del af aftalen. Lyset, eller nærmere fraværet, minder mig om min mormors mørke stue i Rådmandsgade i 50’erne. Jeg tænder for TV ‘et, Günter Grass er død og de viser ”Bliktrommen”. Er du født germansk, grav dybt!
Jeg tænker på Stefan Zweig, der tog sit eget liv i 1942, forvisset om at nazismen ville smadre den civiliserede verden han var vokset op med. Han skrev lyset frem i sit exil i Brasilien.
På kant med skyggen
lyset flakker mørket op
i Prenzlauer Berg
På togstationen
På togstationen stod en yngre fyr på strømpesokker. Jeg tænkte straks – en hjemløs! Jeg gik forbi ham som alle andre.
Hvad kunne jeg have gjort – bedt ham vente, til jeg kom tilbage med et par sko, jeg ikke kunne passe? Men så ville jeg komme til at svigte dem der ventede på mig – man har vel altid en undskyldning. Jeg kunne vel i det mindste have givet ham de par kroner, jeg tilfældigvis havde i lommen.
Burde jeg føle mig skyldig, ved at have ignoreret ham? Ja, for helvede! Men hvad skal jeg gøre næste gang i et pengeløst samfund? Skal jeg tilbyde min sofa, eller morgenmad på terrassen?
Jeg driver
ind i fremtid
affortryllet
Fantasi koncert
I morges var det umuligt at finde cyklen i virvaret af cykler foran den ny renoverede Nørreport Station. Jeg var ikke helt vågen efter nattens udskejelser på akustiske himmelstier, og hvis ikke jeg var blevet vækket af min kat, havde jeg ligget under dynerne endnu.
Det blæste en halv pelikan, hvilket ikke gjorde det nemmere, hverken at se eller at høre. Men en pibende lyd, der mindede om tryllefløjten fra Mozarts Opera ramte mit øre, da jeg spottede to drenge, der var i færd med at pifte cykler. Jeg samlede mig sammen og glemte hændelsen.
Eftermiddagen var ikke mindre tosset. 1. trompetisten dukkede aldrig op til prøven. Dirigenten havde tømmermænd og skummede over partiturets kragetæer ved at lade musikken og orkesteret glide til havs i Titanic-mystik. Da uvejret lettede kom orkesteret trods alt tørskoet i land, og det hele endte lykkeligt i musik og dans.
Hjerteslaget
musikkens urkraft
lagt i stormen
Aspasianatten
Jeg er forelsket i oliventræet. Det er tæt forbundet med menneskets historie. Det er hjemme på fem kontinenter, ikke kun mellem 30 og 45 nordlige breddegrad, men også på de tilsvarende sydlige breddegrader, og det er da noget, også for træer.
Oliventræet inspirerer til at finde styrken frem igen i en tid, hvor vi har brug for en Herkules styrke, som symbol på en overlevelse, der ligger i det stærke sejlivede træ, fra dengang mennesker døde af sult, ikke af overflod.
Lad os opdyrke den rigdom, der venter os som lysende olivengrene. Lad os tage magten til overvindelse af frygt og ensomhed. Lad os blive renset.
Læg dig under et træ og forestil dig fantastiske fabler og forunderlige fortællinger. Indånd oliens renhed, mens ganen smager på de gyldne dråber. Lad dine ører lytte til de modne oliven der blidt rammer jorden, og lad endelig dine hænder kærtegne de ældgamle oliventræers bark. Lad dit ansigt blive skrubbet og genopfrisket med olivenolie og groft middelhavssalt.
Audiolisering
Rosettas mystiske signal fra magnetfeltet omkring 67P/C-G, driller mine øregange. Jeg synes jeg hører stemmer.
Fake nattergalen
og den syngende komet
er blevet venner
English version
Audio Metallization
Rosetta’s mysterious signal from the magnetic field around 67P/C-G, teases my ear canals. I think I hear voices.
Fake nightingale
and the singing comet
have become friends
Bump
Jeg har aldrig gået rundt med Sartres eksistentialisme; har aldrig bifaldet, at fællesskaberne skulle glide fra hinanden. På den anden side, er jeg heller ikke nostalgi flipper med hang til gamle koncertvideoer med ”Led Zeppelin”, for den sags skyld, klip fra ”Huset på Christianshavn”, men måske kunne du godt finde mig i et fakkeloptog imod noget eller for noget andet.
Sagen er den, at verden er gået i opløsning, siden det 20. århundredes start, og jeg fiser rundt med jer andre i en flyvende tilstand af ulidelig frihed til at skulle vælge, enten det ene eller det andet. Jeg farer rundt i et øjebliks rus over at føle engagement for en sag, der hurtigt viser sig at blive overtrumfet af en større og mere bæredygtig sag. Jeg trænger sgu til at investere i et ordentligt bump af et oldekolle.
Ligevægt stangen
båret på mit hoved
som at sige ja!
Koroni
14 år efter stod jeg alene på balkonen i et andet hus, hvor jeg på min højre side langt ude, kunne skimte huset, vi lejede dengang. Stemninger og stumper af erindringer kom fra bjergene overfor, og den lille hvide båd derude i det fjerne.
Keyboardet var lyrens strenge, man kunne knipse på, og den lille slange pilede af sted i et es for mine fødder, og myggen fik et klask, inden den stak. Jeg var der for at slå toner ned på klaveret, i håb om at kunne frembringe bare et eller andet nyt.
Her tages alting for givet – oliventræernes metrik side om side. Oliventræ, vinstok, oliventræ, vinstok, og så fremdeles – rækker af sandheder, med mættet ferskenduft indover. De flødeskumsmalede trappeopsatser med koboltblå himmel og ny anlagte tage, havde fået kinesiske opadrettede snuder. Blåmalede vinduer og døre var man gået væk fra, da troen på onde ånder var gået bort sammen med æslerne.
Der var sådan set ikke noget nyt tema her, men en næsten manisk insisterende genkomst hos de grønne bær.
Musikstykke
med skygger
cikade knipsning