23.10.1945 – 30.09.2018
selv gråspurvene
hænger med næbbet
ved Christianshavns Kanalhvad med Rabalderstræde
der er underligt stilleet strålende syn
fortæl dem, vinterroser
i mælkevejs lystroubadouren, salig er
den der tør give det bort
Poetry in Danish and English
Vertebrae
“Jo mere det forandrer sig, desto mere er det det samme”.
Agernet er forladt af træet
det var en billes mulighed
med sin larve plantet der
det underliggende
bærer forandringer frem
forbliver sig selv over tid.
Jeg er også en blomst, en stjerne
en støvdrager på kirkegårde
gradvist udskiftet mellem to
forskudte planer
en hvirvelløs dyrearts overlapning
i sin egen nogenlunde stabile opløsning
af mulig identitet.
Måske er jeg bare en flod
der finder noget af sig selv
længere nede?
Fahrt durchs Land
Flygtning, husk ingen ejer vinden; vinden elsker at lege med dit hår.
Flygtning, moder jord længes efter dit modige hjerte, din kærlighed, dine hænder og bare fødder til at gøre hendes jord frugtbar.
Glem ikke, at ingen ejer solen månen og stjernerne.
Du er himmelhvælvingen og himmelhvælvingen er dig.
Du er mig, og jeg er dig.
Vand
Vand fylder hver brønd af depression
inden det strømmer videre
Jeg flyder med strømmen
følger dets eksempel
Som jorden har sine bjerge og kroppe af frygt
skinner solen på den ene side af hendes ansigt
Lost in transit
I transithallens ventende menighed
af hudstrygende svøbebrødre:
En sidste dødsmarch henover kloakdækslerne
af en røvrendt global revolution
inden afgang med zeppelineren
i en jordomrejse mod uret
Aspasianatten
Jeg er forelsket i oliventræet. Det er tæt forbundet med menneskets historie. Det er hjemme på fem kontinenter, ikke kun mellem 30 og 45 nordlige breddegrad, men også på de tilsvarende sydlige breddegrader, og det er da noget, også for træer.
Oliventræet inspirerer til at finde styrken frem igen i en tid, hvor vi har brug for en Herkules styrke, som symbol på en overlevelse, der ligger i det stærke sejlivede træ, fra dengang mennesker døde af sult, ikke af overflod.
Lad os opdyrke den rigdom, der venter os som lysende olivengrene. Lad os tage magten til overvindelse af frygt og ensomhed. Lad os blive renset.
Læg dig under et træ og forestil dig fantastiske fabler og forunderlige fortællinger. Indånd oliens renhed, mens ganen smager på de gyldne dråber. Lad dine ører lytte til de modne oliven der blidt rammer jorden, og lad endelig dine hænder kærtegne de ældgamle oliventræers bark. Lad dit ansigt blive skrubbet og genopfrisket med olivenolie og groft middelhavssalt.
Kom til mig, for jeg er modsætningsfyldt, som du selv
Det var som
at falde ind
i en sprække.Først var der
mørkt og fugtigt
så dæmrede lyset.For enden, en port
der fyldte rummet ud
som en uoverskuelig
verden
og endnu en sprække
åbnede sig.En ubevogtet sti
ubevogtet –
fri adgang måtte
det betyde?Noget bekendt var der
ved stien.Det fløjlstunge dyb –
en gammel ven
skulle jeg noget der?Egentlig er det bare
noget vand der er kastet
ud over noget snavs
for at binde snavset.(Inspireret af Transtrømer 28.03.15)
Improvisation over koncert i Jazzcub, Kbh., 28.02.2014. Musik af Thomas Agergaard.
Nu er det tid
til at kaste
sin hud
for at blive
den man er
en mærkbar
stigning
river verden med
månen
drysser
sit døvesprog
bag skyerne
ræven
brænder tavshed
af i skovene
trækronerne
svæver
fremadskridende
som
i en fugas
bløde slæb
barnet er med
i sin egen zone
harmoniernes
rytmiske naturkraft
uden
kalkuleret
værdi
musikken giver
sig selv
kaskader
af lys
går
gennem rustne
døre
finder sit leje
i mine
ører