i går og i morgen
samtidigt
side om sidesom polyfonisk
tidselimineringMozart og Bach
i det 21.ende
sen blomstringtidens strømning
krydser sine spor
Mine negle vokser helt ad helvede til. Det er lidt mærkeligt, at der er så meget krudt i de negle, som om al saft og kraft er gået til neglene, og for den sags skyld til håret. Nå ja, håret er pjasket, det bliver aldrig længere end til skuldrene, spidserne klippes, når de pisker rundt om nakken. Jeg har ellers tænkt at jeg ville prøve at have langt hår én gang i livet – se hvordan jeg så tog mig ud, helt udvokset.
Jeg kigger på min tommelfingernegl, den har en pæn facon, pænt buet og ikke en plet. Den negl har jeg kigget på og beundret eller nærmere undret mig over, at den var så interessant, tusindvis af gange. Gjorde det meget som barn, det samlede mig, skabte fokus på en måde. Min skide negl, og det er den foretrukne på venstre hånds tommelfinger.
Jeg har tænkt lidt over det, og det er måske ikke så mærkeligt når negle indikerer noget om sygdom, toksiner eller en forførende femme fatale, hekse, vampyrer og den slags underbevidst mytisk forurening.
energierne
af primale instinkter
klamrende til liv
Newport Jazz Festival 1958. The year that accelerated jazz into a new era. The white race was catching sight at black music, and Anita O’Day, white as snow, swinging “Sweet Georgia Brown” and “Tea for Two”. Fashion was cool, simple and stylish. It was high-level art and completely irresistible. The world would find itself and the music exploded.
She was 10 years old and explosive. She had just saved her father from committing suicide. Or maybe he used her, realizing he would not die by drinking a whole bottle of snaps in one go. However, the gas? Turned up to minimum strength, she barely noticed, when she opened the window and shouted for help, while her father lay in a bloodstream with a hole in the head. Her nose and the smell of alcohol and blood mixed with gas saved them. She had had some experiments with her father’s “circus performance”, making sure he did not jump out in front of a train at North Harbor Station. The repeating pattern: dad on a bender/mom wants a divorce/dad threatens suicide. “Oh, my dear, poor daddy!” Subsequently she drove her mother to madness with psychological questions. Was she malicious? Did she try to save herself by releasing her pain in this helpless manner; did she really resemble her father that much? She had to find out if her mother could withstand her pain and sorrow without giving up, like her father, because she felt empty, selfless and abandoned.
Now her world should change too, so she could find herself for real. What a process, what a chance. In addition, life, so damn slow, lying right there like a big bleeding sparkling love ball, calling for help.
The fool
loses face
So What
Hov, hvad i alverden var det nu jeg havde gang i? Tja, jeg tror deres mor kalder på dem.
De tror måske at de er fulde, men ved det ikke – som min salige dranker af en far altid sagde: Jeg troede jeg sked, men jeg pissede.
Jeg kigger ud over horisonten, holder øje med verden. Nu fik jeg pludselig en krampe i min højre læg, eller er det bare et bølgeskvulp om Juncker der kommer nærmere og nærmere fra radio 24/7 denne morgen.
Der er noget i luften, det kan komme an på vejret.
Man mener og mistænker, anser det for vigtigt med større opmærksomhed omkring overvågningen.
Man tolker og vurderer, ønsker at vide hvor langt branden har bredt sig i løbet af natten.
Man venter på at børserne åbner.
Sandsynligt problem
sandsynlig løsning
ud af det blå
tanker på langfart
mens kroppen bliver hjemme
rolig maveflyder væk fra byen
på en kutter
af ordstrækker ud
over havet
hen imod Hvenmågerne ved
havet omringer mig
i drømmeskibsskrog
læser vandkaskader
fra kølgyngende sejlads
kan ikke gå på vandet
med dårlig mavehavet
har ikke bedt om
deltagelsealtid tidevandet
Verdenen
fortsætterAnton, kutteren
har ingen
kommentarer
a table and a whole galaxy between my ears
for Bones 13 which will be published July 15th 2017
Kindly
Aditya Bahl
Melissa Allen
Johannes S. H. Bjerg
Vi er liv der vil leve, omgivet af liv der vil leves.
Jeg ser det i det lille barns øjne, som jeg så det i min mors øjne
efter at hun havde overlevet en alvorlig livskrise
dengang jeg selv var barn.
Det var forståelsens lys
der strålede som en flamme.
Som om intet mørke i virkeligheden findes
men kun skygger af et begrænset menneskesyn.
Det er altså endnu ikke håbløst.
Men tiden kræver, at vi tænker over
hvordan verden skal se ud i morgen
når vi ikke selv er her mere.
Vil vi bygge flere mure, eller vil vi rive dem ned?
Vil vi fælde den sidste hval? Vil vi fælde det sidste træ?
Vil vi trykke på den røde knap?
I dette øjeblik manifesterer jeg livet
ud fra loven om tiltrækning
som lyset tiltrækker lys.
Og da vi har fået tankens kraft
og eftersom tanken skaber, kan vi blive det
vi tænker og hæfter os ved.Vi er til for livet og for hinanden, nu og i morgen.
Mona Larsen
19.01.2018