14 år efter stod jeg alene på balkonen i et andet hus, hvor jeg på min højre side langt ude, kunne skimte huset, vi lejede dengang. Stemninger og stumper af erindringer kom fra bjergene overfor, og den lille hvide båd derude i det fjerne.
Keyboardet var lyrens strenge, man kunne knipse på, og den lille slange pilede af sted i et es for mine fødder, og myggen fik et klask, inden den stak. Jeg var der for at slå toner ned på klaveret, i håb om at kunne frembringe bare et eller andet nyt.
Her tages alting for givet – oliventræernes metrik side om side. Oliventræ, vinstok, oliventræ, vinstok, og så fremdeles – rækker af sandheder, med mættet ferskenduft indover. De flødeskumsmalede trappeopsatser med koboltblå himmel og ny anlagte tage, havde fået kinesiske opadrettede snuder. Blåmalede vinduer og døre var man gået væk fra, da troen på onde ånder var gået bort sammen med æslerne.
Der var sådan set ikke noget nyt tema her, men en næsten manisk insisterende genkomst hos de grønne bær.
Musikstykke
med skygger
cikade knipsning