Det ene kan være lige så godt som det andet

Det ene kan være lige så godt som det andet.

Vi er jo frie.
En fri masse.
Fri fra forskelle.

En masse ansigter, hvor underlagets ground zero skinner igennem.

Historien om sandt eller falskt flyder rundt som løse brokker.
Tilfældigheder er blevet til Gud.
Det ene kan være lige så godt som det andet.
At stå på skuldrene af noget gammelt, som noget nyt og føle tiden, som den længe har været følt.
Lyden af godsvogne der slæber skinnerne foran sig med mælkepulver og overførselsbilag.

Jeg står på skuldrene af noget gammelt.
(Har jo lige sagt det).
Husk der er fri tale.
“Gå med og skab Verden på ny” !

Nu agter jeg at gøre noget andet end jeg plejer.
Noget nyt.
Men ikke for at fikse noget der udelukker den naturlige åbenhed indtil de grundlæggende sår i hjerterummets identitetsproces.
Det kan opleves som en sidste krampetrækning, inden der gives slip over for de store multifarvede buketter.
Tomrummet udfoldes i hele kosmos fyldt med intention, med andre ord, når hele Verden er mangel og overflod.
Uanset om man ejer en krone eller en million, som Jesus siger, er rigdom det samme flow som det man flyder rundt i sammen med kaffegrums.
Gennemtræk og flow tiltrækker energi.
At turde mødes helt i kærlighedsrum.

Så lad os gå i gang med eksperimentet.

Relationsalkymien.

Vi starter i det små med petriskåle.
Alle skal kunne se væskens farve.
Tilsætningen af stivelse og syre giver den klare farve.
Der skal noget af det røde jodopløsning til.
Kun begrænsede mængder af jod.
Der skal være syre nok til at neutralisere basen og rigeligt med stivelse.
Det røde skal ligesom bølge ind i det sorte og hvide.

Det hvide som tystheden der ikke er død.
Det sorte som et udslukt bål.
Det rødes mønje og kraplak som en fanfare der tænder menneskers hud.
Nu er vi hverken varme eller kolde.

Så kom vi så langt, du og jeg!
Nu skal vi bare lære at tale sammen.
Med åbent sind.
Vi må have noget fælles samhørighed og starte byggeprojektet igen, uden at Han bliver fortørnet endnu engang.
Vi nikker og klapper.

Tilbage fra i morgen

 

Prolog.

Der er mange afgørende øjeblikke i livet. Ethvert valg kan blive afgørende for, hvordan det derefter former sig. Men hvem siger, det ville være anderledes, hvis vi ikke foretog os disse valg? ”Tilbage fra i morgen” er en rejse med tanker og forestillinger om livet før og efter dette øjeblik. Det afgørende øjeblik hvor noget, der ikke ville gå os forbi, får lov at passere. Muligvis kærligheden glemt under selvoptagetheden, ensomheden?

Forestillinger, man kan have om den slags, er på en måde belastende og skaber den ”psykiske tid”, der rummer selve lidelsen. Og det er egentlig den historie der er den vigtigste at fortælle. Hvad skal vi med al den selvskabte lidelse?

 

Ekkoet antydede det tomme rum ved pausens rungende stilhed

blodets totale forvirring
et sug gik igennem hjernemassen i den brøkdel af et sekund

fra den hule lyd i faldet til det hele startede forfra
konsekvenserne ved faldet var en slags usikkerhed om hvad det hele var værd
kun slimhinderne påvirkedes da kroppen fik et stød og huskede

at den frembringer smaskelyde når den elsker.

 

Fornemmelsen af død var kortvarig

skinnebenet gjorde ondt da jeg humpede rundt på hårdt sammenpresset sand
og kæften var tørret ud
skyen fra mit støv sænkede sig omkring strubens nedslidte sange om kærlighed
jeg heller intet anede om.

 

Noget fører mig altid derhen hvor jeg står blottet med roden dyppet

i en slags overmættet undergrund
førhen var det rummets indskrænkede bevægelighed

der pressede forsvarssystemet fra sved til gåsehud
derefter bare det almindelige konstante pres indefra

der under stigende forandring blotlagde alle mine skavanker

ved at afklæde det der ikke var mig.

 

Så løb jeg

løb og løb op over fjeldene for at lægge livet ned
livet der ikke var andet end torsk og trøsket træ
jeg skrævede hen over skidtfisk

gled af på sten og mos som småtterier jeg havde øvet mig på
jeg løb op over fjeldenes overskuelige blødhed

der rev huden op omkring brysterne til mælken flød.

 

Som sådan fungerede jeg normalt i bindevævshinder og led

og når huden blev berørt i cirkulære bevægelser med uret skabtes et vist overblik
tilstande af rastløshed opløstes så yderpunkterne ikke blev nået

på mindre end et millisekund som dengang man var fjorten.

 

Slag der rammer så arme og ben forsvinder i hidsig skarp knoglemarv
spreder træthed løbende hen ad nervetråde på en uklar måde.

 

Det alting i virkeligheden drejede sig om var noget helt andet
en sten jeg vist nok havde udskilt længe før som en dårlig aflagt egenskab.

Ejendommeligt ved denne mulighed var at hullet den havde efterladt blev årsag

til forrykkelse af den stivnen der måtte ophøre da hovedet flyttede sig to centimeter
fra det fastfrosne focus og øjnene flyttede sig samtidigt til et vibrerende holdepunkt af lys

der hamrede ind i gulve og vægge og sendte reflekser videre ind i hjertet

da jeg jo var i samme rum.

 

Man kan sige visse ting mere præcist

stille dem ind i en sammenhæng hvor ordene modtager den rigtige farve

medens det ene og det andet let kan misforstås
som da jeg mærkede hvor let det var at forpasse noget der ikke ville gå os forbi
sekundet hvor sårbarheden glimtede om sammenhængene

hele misforståelsen på forhånd havde gjort ved vores liv så ingen vej var tilbage.

 

Det er svært at holde kæft med tilbagevirkende kraft siger flagspætten.

 

Hvor langt skal jeg gå?

 

Hvis du nogensinde kommer mig i møde vil jeg fortælle dig alt
om dette sekunds ophold i tiden hvor lyset brydes mellem dag og nat
og selvom vi aftaler et møde ved verdens kant og du ikke kommer

vil du se mit fugleøje spejle sig i månens døde skive.

 

19.05.2006

 

 

 

 

 

På prøve i evighedens evigheder.

Jeg kender ikke den knogle på højre fod, der er ved at vokse ud. Den er lille og afrundet – sidder under knysten. Der er altså ikke noget mærkeligt ved formen. Det kunne være en perle, men måske er der nogle underliggende takker fra en fortid som øgle. Den er ikke dukket op uden varsel. Den er måske selv et varsel, eller bare en venlig påmindelse om mit skelet med seks tæer til min næste inkarnation på Mars. Hvad det handler om, kan jeg ikke rigtigt greje. Men døre og vinduer har stået og pebet i stormvejret meget længe og har uafbrudt forsøgt at smide mig ud af sengen – smide mig på porten så at sige. Jeg har det svært med det stormvejr, selvom jeg elsker at få ryddet op i overgemte sager, gamle hatteæsker og unyttigt ragelse. Men hvad det egentlig er den knogle vil have mig til at rydde op i, kunne jeg godt lide at få fod på.

Jeg husker noget vi gik i kødet på for længe siden, at det hører med til sjælens udvikling, at blive i stand til at forbinde sin egen følelse med den smerte, som lever i den anden. At det ikke så meget er kødets smerte der forbinder os, men smerten, I ved, den der bare følger fra vugge til grav, ligesom glæden følger os, og kærligheden. Men sorgen, vreden, og måden den kan fortære os på som slangemad, som selve lidelsen vi er programmeret med, fordi vi er mennesker, fordi vi er dem vi er.

Min nye knogle kører rundt med mig, prikkende af lettelse, helt ind bag skallen og de hvide skygger, ind i knoglen og de der udmattede sprækker i gulvbrædderne, der bare er sorte striber, der hvor døden indtrådte.

 

Jeg har lovet mig selv

 

Jeg har lovet mig selv at lade være med at tænke negativt om nogen eller noget i tre uger. Jeg har lovet mig selv at se hvad der så sker med mit liv. Jeg ved godt hvor jeg vil være. Det er ikke en grøft. Det er ikke et sted. Jeg er der allerede. Det er et stade af bevidsthed. Der er intet andet sted jeg kan leve. Jeg skaber himmel eller helvede med min tanke. Jeg bygger med min opmærksomhed. Pas på med hvad du forestiller dig. Du kan ikke have andet end hvad du har i din bevidsthed. Lad en fattig mand sige at han er rig. Lad en svag mand sige at han er stærk. Alting er hans arv. Lad ham kræve sin arv. Jeg har mit. Det kan hvile tungt på mine skuldre. Det er mit eget ansvar. Enhver har sit eget ansvar. Det ville ikke være retfærdigt, hvis jeg skulle bære en anden mands kors. Jeg kan komme på bølgelængde med høj og lav. Jeg trækkes hen imod det jeg bringer mig på bølgelængde med. I dag er i dag. Tiden er nu. Hver dag løber vandet ned over min krop. Hver dag smager jeg på livet. Jeg er en magnet. Mine fingre er magnetiserende. Jeg rækker hænderne frem i strømmen der fører alting med sig også det der ikke er godt. Det ved jeg. Intet kan forhindre strømmen. Mine fødder holder mig forbundet med jorden. Når jeg løfter en fod fra jorden går jeg ind i himlen. Jeg tænker på jorden. Drømmer evigheden.

Japan nature

                   isfiskeri
                   ørne er et godt tegn
                   som skytsengle

                                                                                 ice fishing
                                                                                 eagles are a good sign
                                                                                 as guardian angles

 

                   venter på laks
                   mennesker og bjørne
                   kulden tilfælles

                                                                                waiting for salmon
                                                                                the people and the bears
                                                                                the cold in common

 

                  Atlasspinder
                  i løbet af nat tyfonen
                  kun et kys

                                                                                Atlasspinner
                                                                                during the night typhoon
                                                                                just one kiss

 

Abadigamanden

 

Undertegnede, Irenea Funes, har modtaget et brev fra Bosnien, dateret 14. august 2004 fra en bekendt, Miladin Vukobratovié, som jeg engang har interviewet. Det er sendt fra en af hans soldaterkammerater, der har haft dette afskedsbrev i sin varetægt i flere år, og derefter har videresendt det.
J
eg har tilladt mig en genfortælling af brevet. Jeg har nemlig aldrig kunnet få ham ud af hovedet siden krigen på Balkan. Var han bare en almindelig mand, som du og jeg? Eller hvem var han?
D
et indeholdt nogle digte med overskriften Veje til Drina, på gulnede papirlapper. Digtene er dateret omkring 26. juni 1991, ca. 1 års tid efter at Slovenien og Kroatien endelig, efter mange indre trakasserier, erklærede deres uafhængighed, hvorefter krigen brød ud.

Det hele starter med, at man holder op med at hilse på sin nabo, stod der skrevet, og videre, at han ikke kunne vide, hvordan han ville reagere i den situation, hvor de kom og rev hans hus ned, selvom gryden lige var sat over, og de ville se ham forsvinde som røg, ingen holder tilbage.
Han var blevet ved med at påstå at problemerne ikke lå direkte i staten, men tværtimod i menneskerettighederne i denne stat. Når først niveauet for et vist antal voldshandlinger er nået, overskrides en afgørende grænse, skrev han, og processen vil udvikle sig af sig selv. Staten er forsvundet på dette tidspunkt, og der vil ikke findes noget voldsmonopol. Med grundsætningen ”øje for øje, tand for tand” vil hævnerne træde frem, og folkene lade sig trække med ind i krigen.  

Han havde engang spurgt sin far, der selv var kommet fra Gorazde, om hvem de var – om de egentlig var serbere? Faren havde svaret ja, vi er serbere; noget de ellers aldrig talte om i familien.
Hans far havde også fortalt historien om forfædrene. Om dengang i 1566, hvor brobyggeren Hajrudin havde gemt sig i bjergene, og havde gnedet hul på en sten af frygt for budskabet om at broen var styrtet sammen. Den holdt i 426 år. Nu stod den genopbygget over Neretva-flodens kløft, knejsende, som et monument over ødelæggelserne der næsten hermed blev annulleret. Spørgsmålet er så, om den gode symbolik fremover kan vinde over kløfterne, der deler de etniske menneskegrupper.

Det væsentlige ifølge ligheden i vor fælles skikkelse er ét menneskebillede, skrev han. Derfor skulle de forenes som sydslaver og smelte sammen til ét folk. Sådan tænkte imidlertid mange endnu, da det for længst var synligt, at Jugoslavien kun var et folkefængsel – smukt, men utopisk, forklarede han.

Jeg tror han mente noget i retning af, at mennesker hen over hele jorden, trods raceforskelle og hudfarver i det væsentlige er ét menneskebillede. Men at selve individualiteten kun kan beskrives ud fra deres historie og deres folkesjæl.

Hele kontinentet er sygt, sagde han. Ikke kun det omtalte land, men helheden skjult og infamt spaltet, bundet op i en kunstfærdig knude, ingen kunne gennemskue. Som et menneske er angrebet af en kræftknude i et bestemt organ er sygt; ikke blot organet, men derimod hele mennesket!
Hans kone havde ledt efter resterne af børnene på lossepladsen. Hun var flygtet alene sydpå, hvor rygtet sagde, der endnu var fredeligt for muslimer. Man kunne ikke vide, hvem de var, dem der dræbte på den anden side. Var det naboerne, eller importerede militære bander, eller både-og?

Veje til Drina

Forbitrede tåre
din skændsel er tung
som et bjerg af stejle veje.

Forlad dit barn som en ven.

Dine stenede flodsenge
vil stå som grå udstrakte sletter
hvor intet kan spire.

I denne lyd
vil alt blive afsluttet,
glemt? 

Det var som om han blev tvunget til at vælge side, som om der var en slags logik i volden. Det forekom ham, som om den mellemliggende epoke på 50 år efter 1945 med ét var forsvundet som en luftspejling, da infernoet begyndte igen.
H
an kom til Beograd på et tidspunkt og ringede til en ven der var soldat, kun nogle kilometer fra det sted de kæmpede. Vennen overlevede. Hans mor var kroat hans far serber, og de havde huset fyldt med serbere, mens de blev angrebet.

Han forblev normal – men der var mange af hans venner fra Bosnien, der blev sindssyge.

Taletiden (-). Dens ophør er uudsigelig.

På øjets nethinde
det forpinte ansigt

mit subjekt trænger sig på indefra
vil tage smerten væk

ser kun billedet
liget af smerten
jeg står i vejen med mit subjekt.

Med disse digte sluttede han sit brev med at sige, at det ikke var sørgeligt, at det ikke kunne være anderledes, men at han måtte sige farvel.

”Der fandtes ikke, og ville aldrig findes nogen uskyldige; at vi skylder den onde skæbne livet, som er os givet; at man ikke kan forlade denne verden til det hinsides, før man falder som en moden frugt, flyvende i et hovedkulds fald, for at ramme den hårde jord. ”

Og med disse, hans sidste ord, fik jeg et glimt af hvem denne mand dybest set var inderst i sit hjerte. Og således udåndede han.

(Alias) Irenea Funes. Sept. 2014

Fiction.