(til minde om en frygtelig dag, hvor det skete af bar angst, på vej til øjenlægen)

Så døde du, kun 30 år gammel. Du gik desværre ikke ned med maner. Du kvaltes bogstavelig talt i mit eget shit. Du bevarede dog i det mindste farven. Tak for turen.

Du har varmet min ende i alle årene, om den var blevet lidt for stor, sked du til gengæld på. Det var den indre glød og min afhængighed af at pakke dig ned, når det blev sommer, for at tage dig frem igen og igen næste gang kulden bed, der betød noget. Og ingen Black Friday har kunnet slå dig ud.

Din varme duft og smukke jordfarve blev hængende på mig hver vinter. Du, sammen med frakken, der blev født nogenlunde på samme tid, var et perfekt par og mine venner altid. Nu hænger frakken til tørre, den kan jeg ikke lade dø. Noget må jeg have som et slags eftermæle af dig, sammen med din livrem.

Tak, og hvil i fred.

Digte fra digte.dk

Hadekorn 18.1.2009

Jeg har aldrig villet slå nogen ihjel, men dog ønsket nogen død. Jeg har heller ikke haft nogen viden om, hvad det var. Det starter jo ikke med en viden om, hvad man føler. Det starter med det de andre gør foran dine øjne. Jeg skal ikke kunne sige, om der allerede på forhånd er nedlagt et frø, hvoraf hadet kan vokse, eller at frøet bliver sået i det øjeblik kornet folder sig ud foran øjnene. På den måde bliver det jo et spørgsmål om, hvem der har skylden, og jeg vil ikke tale om skyld. Jeg ved ikke, hvorfra den kommer. Den er måske et virus, og hvad er et virus? Men selve frøet, hvoraf hadet vokser, er ligesom billedet på en erindring, der ligger langt tilbage i tiden. Og frøet blev da også til en busk, der sidenhen visnede og gik tilbage til sit oprindelsessted. Blomsterne var sorte, og frøene kastede jeg til anemonerne og til de rådne stubbe af faldne træer i skoven, der alligevel blev gennemtyggede af myggelarver. Resterne gav jeg om natten til skyggerne, og den næsten ubærlige sorg over at hade, gav jeg til universets stjernestøv på indersiden af mine øjenlåg i mine bønner. Men jeg tror ikke, at jeg er frifundet af den grund. Erindringer er i sig selv kapslet ind i billeder, der flyder rundt som former i universet. De bliver til vores kollektive bevidsthed, der er klar til at eksplodere på det rette tidspunkt, men det ligger uden for min kontrol.

jeg smiler til alle jeg går forbi
jeg nikker til dem jeg egentlig ikke kan li’de
jeg er tilværelsens sanselighed
jeg er modstanden i mig selv
jeg er tit yderliggående
jeg er mit eget grundvilkår
jeg er alene
jeg er Marilyn
jeg er Gravballemanden
jeg er dig
jeg er ti små kinesere på Højbro Plads
jeg er Dao
jeg er Vladimir den 7. eller 8. og Putin med
jeg er Lille Sorte Sambo
jeg er Mor
jeg er Uluru Ayers Rock
jeg er Ole sad på en knold og sang
jeg er mulighedernes mylder med magt
jeg er min egen lille pige
jeg er det som skyggen tænker og solen ikke siger
jeg er den forstødte morgenstjerne
jeg udlever universets kampe imellem godt og ondt i min afgrænsede krop

Dette er ikke en note om afskaffelse af de politiske partier, selvom jeg er ret enig med Simone Weil, fransk aktivist, filosofisk mystiker m.m. og død 1945.

Det er heller ikke et forbud mod euroforiserende stoffer, hvis nogen skulle sidde og nulre et eller andet under bordet.

Nej, jeg vil bare sige, at styringen ligger ikke hos os selv, men hos autopiloten drevet på dopamin, som jeg prøvede at fortælle min tinnitus klokken 5:04 i morges – sover ellers udmærket, spiser sundt og konstant arbejdende på det indre lys i denne sære omvendte verden.

Og invitationerne vælter allerede ind, fra Østerbro gåbuddies, Under The Basho, SOS meditationer om Epidemiloven, Folkets Høringssvar om samme, Bevar Sjællands Symfoniorkester, Forbyd Pesticider, Øverste Kirurgiske, Jazzmosfæren, Vores Blod, Nej tak til vaccineapartheid, Videnscenter for elektro-forurening, Sommerfest til næste år i Bettinas Have for folk med tænkeevnen i behold, DFF – Kom og skriv …

På en måde er jeg fejlcastet. Fejlcastet til den digitale boble filtreret ud fra, hvad algoritmer har bestemt på baggrund af det beløb jeg trækker ud af pengeautomater, som på det sidste er kommet under skarp bevogtning, og kan give store bøder, hvis man overskrider et vist beløb. Fejlcastet på baggrund af det jeg deler og kasserer af feeds på sociale medier, der sørger for jeg vender tilbage igen og igen. Man kan så trods alt sige i de store ånders ånd:  ”I det lange træk er vi nået ganske langt, men kort!  Så har jeg ikke sagt for meget! Nå ja, det var bare det, men altså, hyg jer.

2. okt. 2021 Møde i Strandgade/lyrikgruppen.

Jeg var i Jazzcup for at hente en stak af mine egne CD’er. Laura havde sagt at der stadig var nogle på lager, og jeg kunne bare komme. Super, for så har jeg jo både musik og digtsamlinger at tilbyde, når jeg skal udstille lige om lidt i Farum Kulturhus sammen med ”Malende musikere”. Jamen, det er godt!

Morten var i gang med at betjene en anden kunde og jeg stod lige bagved og hørte lidt af deres samtale. Kunne forstå at manden med masken spillede guitar, og at han var vild med John Scofield. Der er i øvrigt kun omvandrende masker, jeg er åbenbart den eneste i miles omkreds, der er helt ved siden af. I Jazzcup tager ingen notits af det, når jeg en sjælden gang kommer forbi. De er altid søde og udpræget overraskede. ”Morten”: Jamen, hej! Er det ikke? ”Jo, hej Morten, hvordan har I det? Og snakken går”. Morten, henvendt til guitaristen: ”Du skulle tage og høre Mona med Michael Mantler, hun synger så smukt på den italienske ECM CD med Big bandet. ” Mig, bagfra og lavmælt med et smil og uden bagtanker: ”Det er ikke for tøsedrenge! ” Guitaristen vender sig om og sender et smil med øjnene. Morten spørger om vi vil have kaffe og kanelkringle. Der er kun os to i butikken udover en læge fra Roskilde, der i øvrigt er flygtning fra Kroatien, han er i gang med sin kaffe og køber vildt ind. Jo, mange tak, Morten, og kaffen serveres oppe foran.

Guitaristen havde allerede sat sig, og stemningen var tilpas afslappet til at jeg også satte mig. Guitaristen: ”Nu kan vi endelig komme til at høre nogle koncerter igen. Jeg hørte Kresten Osgood her forleden”. Mig: ”Ja, det bliver skønt og spændende, om det fortsætter med permanent Corona pas og hele pakken, eller at det viser sig at der er en udløbsdato, selvom jeg tvivler? Ellers må jeg nøjes med afspilleren og de gamle plader og ellers holde fast i mine frihedsrettigheder”. Guitaristen: ”Jeg skal have stikket i morgen”. Jeg spørger kort hvorfor. Jeg vil gerne beholde mit arbejde, siger han. Jeg fortsætter som vanligt, når snakken går i den retning. ”Kan du ikke bare holde fast i at du reelt er fritaget”? Det er for omstændeligt, og hvis jeg skulle lykkes med at komme igennem med det, ville jeg havne sidst i køen i forhold til mine arbejdsmuligheder, hvis du forstår? Jeg er et får, siger han, fordi jeg for alt i verden vil beholde mit arbejde, og fordi jeg for alt i verden skal videre med mit liv. Jeg er ikke typen der spekulerer og bekymrer mig. Egentlig har jeg tillid til det meste, eller også har jeg valgt at have det, uden at gå så højt op i det? Han fortalte om sin teenagesøn og noget om at han var i gang med at bygge om derhjemme så de begge kan være der med det de hver i sær har gang i. ”Hmnn”! Jamen, nej! Jeg gad ikke rigtigt at komme frem med hele Corona søforklaringen, tror han havde forstået det meste, og havde taget et valg. ”Det er jo også en slags erkendelse, at ligefrem vælge at være får”, mæh, sagde jeg.

Så sad vi der, og det var vel ok at fortælle at jeg selv syntes det havde været en meget hård omgang rent psykisk. Hvor meget det havde påvirket mig at opleve hvad restriktionerne reelt havde gjort ved mennesker i almindelighed, så som at hive tæppet væk under de små og større erhvervsvirksomheder – simpelthen være årsag til at folk måtte hive stikket og gå fra hus og hjem. Ja, ingen tvivl om, i mit sind, sagde jeg, at kuren har været og er meget værre end sygdommen. Jeg føler mig nulstillet. Ikke fordi jeg selv er ramt økonomisk, indtil videre, men fordi jeg er typen der har svært ved at tro på min egen fremtid, når jeg ser at det braser sammen omkring mig. Ikke kun hører vi om The Great Reset – nulstillingen af det finansielle system der har spist sig selv op, for at erstatte det med et nyt kontantløst system. Men jeg selv, føler mig nulstillet, gentog jeg. Det har jeg prøvet før, men ikke i den grad. Jeg er heller ikke ung, så jeg skal ikke en hel masse. Men noget skal jeg vel? Og det er her, det kan blive meningsfyldt at føle sig nulstillet. Ligesom sygdom i sig selv kan være meningsfyldt over en tidsperiode, selvfølgelig. Hvordan håndterer man en krise og hvordan kommer man ud på den anden side? Et spørgsmål dukker grangiveligt op i dit sind, fortsætter jeg, spørgsmålet om hvad der er det vigtigste for dig her og nu og fremover? Det er hvad jeg indtil videre har tænkt over og glædet mig over, at det overhovedet er dukket op, det spørgsmål. Det kræver simpelthen et svar, så det handler om at blive hængende, i stedet for at slippe taget. Det er vel egentlig en gave der kan pakkes ud, at stå midt i kaos? Og for at sige det, vil det jo i fremtiden vise sig, hvad disse vaccinationer reelt har gavnet eller det modsatte. Bivirkningerne skulle ikke være til at overse, men generelt nedbrydende for immunforsvaret.

Fåret har lyttet og fortæller om en bog han læser. En vidunderlig historie om et dyr i Tibet, der lever på højsletterne. Det er ikke sikkert at man nogensinde får dyret at se, det kræver også tålmodighed at vente, for måske viser det sig. Man tror det er forsvundet for altid. Det er i hvert fald det, ”Sneleoparden” vil have os til at tro. Den ser os, imens vi tålmodigt venter på at få den at se. Jeg spurgte hvilke CD’er han havde købt… entusiastisk viste han mig tre med den sammen kunstner. Det var så inspirerende at jeg købte dem alle sammen + bogen og en anden bog, der nok egentlig handler om det samme. Katastrofer, og hvad de kan lære os om os selv.

var det bare
en drøm fra
Mælkevejens stjernetåge

slumrende
halvvågen
i et grænseland
skyggernes inkarnationer
fremfor alt
rebellen
afvigerens hemmelige
ikonoklastiske figurer
dog forbundet med
en bredere menneskelig strøm
ikke ondsindet
blot åndrig
individuel og fri

en kalden
fra udkanten
af en galakse
i rasende fart
gennem verdensrummet

gennem døden
gennem livet

min egen sjælerejse
i fortid og fremtid
i eksistensens agenda
gerningens forventninger
fortrængninger
konsekvenser
afmagt og ekstase
i sindets underkastelse
søger jeg mig selv
famler og tygger drøv
på genfærd

farende forbi i Kosmoshavet
på vej til ukendte stjerner