Rumrejse, en meditation

flyver

Op og væk
bygninger bliver mindre
mit hjem dernede

Folk og biler
kun lige synlige
mens jeg stiger op

Hver person
med sine egne tanker
i sin egen verden

Opstigende
mit synsfelt udvider sig
søer og bjerge

Stiger højere
glimt af oceanerne
banker af skyer

Planeten Jorden
blåt og hvidt roterer
i det tomme rum

Ingen lyde
tænker på dem dernede
hjerteslag i sync

Venus og Mars
hele solsystemet  i
en omfavnelse

Jorden forsvinder
blandt milliarder stjerner
ikke ned, ikke op

Tålmodig stjerne
ingen frygt
ikke flere skygger

Continue reading

tanker i 39 graders varme.

 

hjerne

Hun kastede sig i bølgerne og sank dybt til underjordiske skælv. Tiden forsvandt i øens rige grund af vulkansk aske. Hun sank i mytologien for derefter at klatre op ad de 600 trin til Phira. Tiden forsvandt i murværkets frie form. Ranke smukke kvinder, med fyldte vandkrukker på hovedet og svingende skørter, huggede sit billede ind i klipperne.

Gener er min skulptur, tænkte hun, mit eget Phira skabt af lyset, nedlagt i mine evner. Hun vendte tilbage til trillion-spørgsmålet,  ”hvad kom først? ”. På toppen af verdens tag var det vel naturligt at tænke i disse baner, undskyldte hun sig med.

Var det generne der lavede evnerne, eller evnerne der lavede generne? Ser man bort fra evnerne må man antage, som naturvidenskaben gør det, at det var generne, der lavede evnerne. Altså at stoffet havde tænkt over sig selv. Men hvordan kan stof tænke? Hjernen er kød. Man spiser abe hjerne i Kina. Er det selve kødhjernen, der laver tankerne og forstanden? Hvordan kan stof lave noget, der er dets modsætning, hvad det så end er, ånd måske? Kan stof andet end dø og gå i graven, når ånden har forladt det, som man siger? Emnet kunne få kødhjernen til at kværne videre, naturligvis med andel i den tænkning hun var i færd med.

Hun kom til at tænke på dengang, hun som barn lå på maven og rodede med en pind i jorden efter myrer. Fandt hun nogle, rev hun hovedet af dem. Dengang vidste hun ikke, hvad hun ledte efter. I dag ville hun vide, at der hvor hjernen skulle sidde, ville hun i stedet finde nogle små knuder; nerveknuder og intet andet. Det skulle så være med disse nerveknuder, at myrerne udførte deres arbejde? En adfærd så fyldt med forstand, uden en egentlig hjerne! Så lidt spild, eller rettere intet spild. Så snildt regnet ud, at det var de færreste kødhoveder, man ville tillægge de samme evner. Men det er jo bare instinkt der styrer dyrs adfærd; ikke noget at snakke om, siger de kloge. Arv, instinkt og naturlig udvælgelse, det er hvad det er. Insekter har ingen hjerne, og dog er forstanden til stede, i måden det hele forløber på?

Hendes hjerne fortalte hende, at forstanden er tilstede uden en hjerne. At hjernen eller nerveknuderne er selve redskabet som forstanden bruger, for at kunne komme til udtryk i den fysiske verden. Nøjagtig som en kande fyldes med vand, fyldes hjernen med tanker. Hun måtte gentage det for sig selv. Hun troede et øjeblik at have begået en genistreg.

Hjernen er altså kun selve årsagen til tænkningen. På samme måde som strubehovedet er årsag til, at den luft der indåndes, presses op gennem stemmelæberne for at passere klangrummene i bryst, hals og kranie, for derefter at slippe ud i stemmens klang som sjælens sladrehank. På samme måde som de geniale øreknogler er årsag og virker som springbræt for tonen i den hørbare verden. Hvor fanden kommer så tankerne fra?

Hun var ved at få solstik. Hun kom til at tænke på en dum historie om nogle englændere, der havde indført deres får til Sydafrika. Fårene døde af hedeslag.

Helt uden at skænke det en tanke, spiste hun nogle lækre mahognifarvede oliven, drak noget mere hvidvin og gik i seng for at være udhvilet til næste dag.

Dedikeret det hedengangne Grækenland.

Bladene drypper

bladene drypper

Mona Larsen er primært kendt som jazzsangerinde, men
hun har også gennem mange år skrevet digte.
På websitet www.digte.dk kan man se, at hun både er
meget produktiv og meget læst (23.000 besøg)!
Nu har Mona Larsen samlet 58 af sine haiku og udgivet
dem i en smuk lille bog – illustreret af hende selv.
De 58 haiku er fordelt på 4 serier med “elementerne”
(Jorden, Vandet, Ilden og Luften) som samlende tema.

Titeldigtet er fra den første serie, “Jorden”:
Bladene drypper
insekterne kravler frem
grenene pipper

Fra samme serie et haiku, der røber Mona Larsens
baggrund i jazzen:
Vinkelrette træ
mod den lyse horisont
en blå melodi

Mona Larsen skriver såvel moderne “grænsebrydende”
haiku som mere traditionelle “klassiske” haiku. De to
former krydser undertiden hinanden som i denne
konkret/abstrakte tekst fra serien “Ilden”:
Rød ko på grøn eng
forstærker græssets grønhed
døden i livet

Mona Larsens haiku være hermed anbefalet som
lystlæsning!
Niels Kjær

 

Tilnærmelse til en venligsindet alien.

 

raketmona

Jorden er i virkeligheden et bølgende fiskenet på et hav. Trawlet slæber fyrtårne og vindmaskiner rundt om klodens mavebælter som pejlemærker. Nedtællingen er for længst begyndt under regnbuen.

Forestil jer hajer og demagoger side om side med andre delinkventer. Eller bare almindelige dødelige politikere hængende i nettet, for ikke at tale om kroppene fra det uendelige blå. Det er ikke noget kønt syn. Løfteraketternes køleanlæg er i brænd.

Jeg slap med skrækken og sidder nu på en raket med ild i røven på vej til Venus. Suser forbi en måne. Glæder mig til endnu en dejlig dag, og vil rapportere om sikkerheden herude.

Hov, en komet, eller er det en jordbærmark? Hvad med mit hår, sidder det ok?

programmerer
underbevidsthedens
nye print

 

 

 

” I butiksruden” en haiku pris – og noget om haiku.

Haiku er en gammel japansk digtform, der egentlig har sin oprindelse i selskabslegen med kædedigte, som opstod kollektivt. Den japanske haiku mester Matsuo Basho (1644-1694), der er én af de 4 store, førte digtet frem mod en mere reel virkelighed, og brød med fortidens stivnede blomster- og kirsebærgrenspoesi.

I den traditionelle japanske form skal et haiku altid skrives i nutid og indeholde 3 linjer med 5-7-5 stavelser. Formen er dog ikke velegnet til hverken dansk eller engelsk, da sprogstammerne intet har med hinanden at gøre. En problematik der til stadighed diskuteres i grupperne. Desuden skal det indirekte angive årstiden; en bestemt begivenhed der udspiller sig, et dyr, et stykke natur. Et traditionelt haiku forventes at have en spænding. Man taler om ”det blivende” og det foranderlige” – at skabe spænding i haiku-billedet imellem ro og bevægelse. Haiku er, som Basho også har sagt, det der sker lige her og nu, på dette sted.

Haiku formen er vel verdens mest komprimerede versform, så meget er underforstået. Det vil gerne fortælle noget stort på en lille bitte måde. Det er enkeltheden i sproget, renset for ”sprogblomster”, der gør det for mig. At skrive ud fra det objektive; det alle kan se i et hverdagssprog. Man kommenterer ikke, men viser billedet uden at forklare.

Jeg vandt en første pris i Svenska Haiku Sällskapets tidsskrift med dette haiku:

I butiksruden                                            I skyltfönstret
ser jeg mit ansigt                                      ser jag mitt ansikte
hvor jeg tabte det                                     där jag tappede det

Begrundelsen for prisen: en konkret scene, med flere dimensioner: “Et øjebliks overraskelse ophøjet til to – jegets overraskelse af sig selv. Jeget som ser sig selv udefra, næsten som idéen om fotografiet der stjal den afbilledes sjæl, en reaktion, pludselig ganske forståelig. Her har vi at gøre med en tilfældig spejling. Tilfældig: kortvarigt og uanede. Hvem er ikke blevet overrasket af sit eget spejlbillede i et uventet øjeblik – ikke i badeværelset, men i en glasfacade, i et togvindue, når det er ved at blive mørkt – ikke at være den man troede – at tabe ansigt, at blive afsløret af sig selv? At tabe ansigt i en butiksrude, kan også være at fortabe sig i udbuddet af varer, helt at forsvinde i forbrugersamfundets fristelser. Digtet kan læses som et eksistentielt minidrama på temaet at miste sig selv og finde sig selv igen.”

Alle de overvejelser havde jeg ikke haft, for så havde jeg nok ikke skrevet digtet. Et haiku kommer når man mindst venter det, som da jeg tilfældigt kom forbi min barndoms børnehave i Lutherkirken. Intet var forandret.

lugten af jern
da jeg passerer kirkedøren
regnfuld morgen